Med den fortsatte regn stiger vandstanden i Brabrand Sø og Årslev Engsø fortsat, og Brabrandstien ved andebroen er nu blevet helt umulig at passere. Billedet er taget tirsdag eftermiddag, hvor Aarhus Kommune tidligere på dagen havde spærret stien af for gennemkørsel. Også ved Stadepladsen står vandet nu så højt, at stien er svær at passere.
I eftermiddag kl. 14.00 kan du i Folkehuset Brabrand høre et foredrag med Steen Skovsgaard, som er tidligere præst i Gellerup Kirke, provst i Aarhus Vestre Provsti og biskop i Lolland-Falsters Stift. Deltagerprisen er 40 kr. Der er ingen tilmelding.
I aften kl. 17.30-19.00 inviterer FDF Brabrand til nytårsdyst i Rønnebo på Nordentoftsvej 7. “Vi skal dyste i alt fra at bygge tårne af spaghetti og skumfiduser, til at stable skeer på næsen,” skriver FDF i invitationen. Derudover bliver der også serveret lidt let mad. Alle børn og unge og deres forældre er velkomne til at komme og være med.
De to brødre og mad-iværksættere Ahmed og Anas Amin fra Gellerup er snart klar med endnu et spisested. Stiften skriver, at brødrenes madvirksomhed De Fyrretyve Røvere 1. maj overtager den tidligere Hunters Pub på Frederiks Allé. Når De Fyrretyve Røvere så åbner for kunderne på adressen bliver det i langt større lokaler, end brødrene tidligere har kunnet tilbyde kunderne. De har ligeledes et pizza-sted på Louisevej i Brabrand.
Østjyllands Politi har endnu en gang været vakse og fangede i nat en 28-årig indbrudstyv kort tid efter et indbrud på Sødalsvej. Kl. 00.12 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om et igangværende indbrud på Sødalsvej, hvor gerningsmanden havde knust en rude med en sten. Beboerne var blevet vækket af rudeknusningen, og de fik skræmt indbrudstyven væk. Kort tid efter var der bid hos en hundepatrulje. Gerningsmanden blev anholdt kl. 00.35 kort derfra. Et par stjålne nøgler og en oplader til en elcykel, som den 28-årige også havde taget med sig fra boligen, blev leveret retur til rette ejermand.
I dag og hver onsdag fra kl. 10.30 serverer Gellerup Bibliotek te og kaffe i barselscaféen. Her kan du møde andre på barsel og nyde en hyggelig stund med din baby.
I eftermiddag kl. 14-16 springer sognecaféen i Brabrand Sognegård ind i 2025 sammen med kirkernes nyeste sognepræst, Pia Husted Blok. Udover Bibelen kender hun en del til Harry Potter og Ringenes Herre. Men hvor kommer ondskab fra? Er ondskab fraværet af det gode? Og er ondskab et valg, lyder nogle af de spørgsmål, hun vil prøve at besvare.
Andreas Rasch-Christensen, som er sportsdirektør i Brabrand Divisions Fodbold, har skrevet en kronik i Jyllands-Posten om de udfordringer, klubben oplevede, da man i december skulle spille pokal-kvartfinale mod Viborg FF. “Som frivillig sportsdirektør i Brabrand IF har jeg fundet ud af, hvor besværligt det egentlig er, når de små for alvor krydser klinger med de store. Drømmen lever, som den danske pokalturnerings motto så smukt hedder. Drømmen om, at de mindre hold på dagen kan drille de store. Når drømmen så udleves, som det skete for Brabrand i dette års pokalturnering, er det bare, som om den ikke længere passer sammen med fodboldens udvikling. Det rejser nogle dilemmaer,” skriver han blandt andet.
Et par betjente fra Østjyllands Politi var tirsdag formiddag til stede på en adresse i Brabrand i forbindelse med en planlagt opgave, da politinæsen undervejs fik færten af en kraftig hashlugt fra en lejlighed. Lugten kom nærmere bestemt fra et værelse, hvor en 18-årig mand lå og sov, og han blev derfor vækket og gjort bekendt med politiets mistanke om, at han var i besiddelse af narko. Under en efterfølgende ransagning af adressen fandt politiet flere gram hash og joints, og den 18-årige mand blev derfor sigtet for besiddelse af narko. Både hash og joints blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.