I eftermiddag kl. 14-16 byder Brabrand Sognegård på sognecafé, der denne gang får besøg af forhenværende luftkaptajn, Stefan G. Rasmussen, som blev landskendt i forbindelse med nødlandingen af SAS-flyet SK751 i 1991. I sit foredrag berører Stefan G. Rasmussen mange af livets emner. Han taler åbent og ærligt om bagsiden af berømmelsen og om emner såsom tiden og virkeligheden med udgangspunkt i sin barndom og eventyrlige liv. Læs om foredraget her.
I formiddag kl. 10-12 arrangerer Folkehuset Brabrand en salgsdag, hvor du kan komme og få inspiration til din nye forårs- og sommergarderobe. Salgsdagen er en mangeårig tradition, hvor lokale butikker møder op med deres bedste tilbud, når det gælder tøj og sko.
Foråret har nu rigtig meldt sig, og det betyder blandt andet, at Æblehaven ved Brabrand Sø nu holder åbent alle dage kl. 10-19. Du kommer mest oplagt til Æblehaven ad Brabrandstien, men der er også mulighed for at køre til kiosken ad Sylbækvej.
I aften kl. 19.00 byder FilmVærket på filmaften i Gasværkets gallerisal. Man skal være medlem af foreningen FilmVærket for at kunne deltage.
En 51-årig, tidligere politibetjent fra Østjyllands Politi risikerer en fængselsdom, hvis han bliver dømt i en sag, der startede tirsdag og ventes at slutte på torsdag. Manden er blandt andet tiltalt for at have lækket fortrolige oplysninger til journalister hos et tv-produktionsselskab. Informationerne førte senere til TV2-dokumentaren “Ghetto” om kriminelle familier i Gellerup. TV2 Østjylland har rapporteret fra retssagen her.
Forleden blev der holdt en stor Eid-fest for børn i Skovgårdsparken, skriver Skræppebladet. Arrangementet blev organiseret af Det Boligsociale Hus, og det viste sig at være en kæmpe succes. Løbende strømmede mennesker til, og i alt kom omkring 200 mennesker forbi i løbet af dagen. Der var festlig stemning, og der blev serveret kage, saftevand, popcorn, sodavand, pizza og kaffe, så ingen gik sultne hjem.



