I aften kl. 19.30 byder Brabrand Sangkor på den traditionsrige julekoncert i Brabrand Kirke. Brabrand Sangkor er det lokale folkekor, der mødes hver onsdag for at øve i sognegården på Engdalsvej. Alle er meget velkomne, og der er fri entré.
Brabrand IF Håndbolds hold i 3. division for mænd missede i aftes muligheden for at spille sig op over nedrykningsstregen, da holdet hjemme i Brabrandhallen tabte 29-31 til Todbjerg-Mejlby. Brabrand var det meste af kampen bagud med 4-5 mål, men det blev spændende til sidst, hvor holdet var tæt på. Først et halvt minut før tid reducerede Jakob Merrild til 29-30 på straffekast (billedet), men gæsterne slog sejren fast til sidst.
Også i Gellerup Kirke er der i aften koncert. Kl. 19-20 byder kirken på en koncert med Aros Blæserne Brass Band. Orkesteret består af 20 medlemmer og ledes af Sarah Owens, som er uddannet solo trompetist fra Det Jyske Musikkonservatorium. Koncerten er gratis.
Sødalskolen holder i eftermiddag juleklip for elever og forældre og inviterer også familier til mulige skolestartere til at kigge forbi mellem kl. 15.30 og 17.30. “Udover bankospil og nissekor, vil der være rig mulighed for at hilse på skolens personale og ledelse,” skriver skolen på Facbook.
I dag kl. 17-19 arrangerer Aarhus Bibliotekerne sammen med fædre-fællesskabet Baba i Gellerup på Dokk1 til en samtale om at være far, søn, mand og dreng i 2024. Det er gratis at være med, men husk at bestille en billet via linket her.
I eftermiddag kl. 13.30 inviterer Brabrand Husmoderforening til juleafslutning onsdag i Brabrand Kirke. Efter gudstjenesten serveres kaffe og the i Brabrand Sognegård. Tilmelding senest onsdag den 27. november til Lotte Krusell tlf. 2750 8332. eller lottekrusell@hotmail.com.
Det kreative værksted Sy-Ro i City Vest inviterer på lørdag til flere forskellige workshops. Kl. 9.00 kan du komme og lave dine egne juleophæng uden at tænke på indkøb, planlægning og oprydning. Du kan vælge at lave nogle flotte ophæng, som er lette at gå til og kan laves i fællesskab med andre. “For 150 kr. får du mulighed for at lave 3 ophæng i lige det materiale du har lyst til. Her får du mulighed for at gå på opdagelse i alle de tekstiler vi har på lager og lave dit eget,” skriver Sy-Ro på hjemmesiden. Tilmeld dig via hjemmesiden her.
Folkehuset Gellerup inviterer torsdag kl. 14-16 til en ny aktivitet, qi gong, i cafeen på 1. sal på Gudrunsvej 80. Frem til jul vil der hver torsdag eftermiddag være qi gong under ledelse af Wang, som ses på billedet. “Qi Gong er en kinesisk helsebevarende motionsform, der forener træning af krop og sind, sammen med studierne af de tre universelle principper sandhed, godhed og tolerance,” skriver folkehuset om initiativet.