Torsdag den 23. april 2026 er national klimahandlingsdag, og en gruppe borgere i Brabrand går allerede nu i gang med at planlægge aktiviteter i lokalområdet i ugen op til dagen. “Vi ønsker at vise, hvordan små og store initiativer sammen kan gøre en forskel – for klimaet, for naturen og for fællesskabet i 8220 Brabrand, skriver borgergruppen, der inviterer til fælles planlægningsmøde mandag 12. januar kl. 16.00-17.30 i Folkehuset Brabrand, Voldbækvej 92, mødelokale 105B. Send en sms til Helle om at du deltager på tlf. 4185 8666.
Hvert nytår er der én ting, dem der bliver opereret for alvorlige øjenskader, har til fælles: At de ikke bar beskyttelsesbriller. ”Jeg har gennem årene opereret alt for mange med alvorlige øjenskader efter nytåret. Ingen af dem bar beskyttelsesbriller. Desværre er det ofte børn, der rammes. Jeg anbefaler på det kraftigste, at du beskytter dine egne og dine børns øjne med beskyttelsesbriller,” siger Sara Brandi, ledende overlæge på Rigshospitalets afdelingen for øjensygdomme. Derfor uddeler Synoptik i City Vest igen i år masser af gratis beskyttelsesbriller til børn og voksne. Brillerne kan hentes i butikken, så længe lager haves.
På tirsdag d. 6. januar inviterer kunstnerfællesskabet Sigrids Stue for første gang til en nyetableret tegneskole. Hver tirsdag kl. 16.00-17.30 er der tegneskole hos Gellerup Art Factory i Sports- og Kulturcampus, Karen Blixens Boulevard 23. Tegneskolen er for børn i alderen 6-10 år. Det er gratis at deltage. Professionelle kunstnere og engagerede frivillige står for undervisningen. Du kan få mere info og tilmelde dig på tlf. 8192 1404.
Lørdag d. 10. januar kl. 10-13 inviterer Smag på Aarhus igen til naturdag på Sølyst, Louisevej 100. Denne gang vil der være et sjovt aktivitetsløb rundt på området for hele familien. Efter en tur rundt på arealet med masser af aktiviteter, kan du varme dig ved bålet – her laver vi popcorn. Du kan som altid sige hej til dyrene – på Sølyst bor der nemlig både geder, får, høns og kaniner. Eller gå på opdagelse i Krible Krable-land og udforsk kvashegnet for små insekter.
Tirsdag eftermiddag dukkede politiet op på en adresse på Silkeborgvej i Brabrand, hvorfra der angiveligt blev solgt fyrværkeri uden den nødvendige tilladelse. Her traf betjentene stedets 62-årige mandlige ejer og et pænt stort lager af fyrværkeri i et udstillingsrum med kasseområde. Betjentene kunne konstatere, at flere kunder købte fyrværkeri på stedet og gjorde manden opmærksom på, at han ikke havde søgt om den nødvendige tilladelse til at sælge fyrværkeri.
Den 62-årige mand var uenig i, at han skulle søge om tilladelse til at sælge fyrværkeri fra stedet, men han blev vejledt om at kontakte Sikkerhedsstyrelsen og få styr på dette, før et evt. salg kunne fortsætte. Den 62-årige fyrværkerisælger blev sigtet for at sælge fyrværkeri uden den nødvendige tilladelse fra myndighederne. Han blev bedt om at lukke for salget med øjeblikkelig virkning, hvilket han gjorde.



