I aften kl. 18-22 inviterer Gellerup Højskoles Forsamlingshus til den anden udgave af serien Gellerup Sessions, denne gang med det danske band Kalaha. Der indledes med fællesspisning og Q&A med bandet, inden der afsluttes med koncert i Gellerup Kirke. Bestående af trommehelten Emil de Waal, Jens ‘Rumpistol’ Christiansen, guitaristen Niclas Knudsen (Ibrahim Electric) og Anders Stig Møller, bl.a. Turboweekend & Dizzy Mizz Lizzy, har Kalaha formået at skabe et helt unikt univers et sted mellem roots, jazz og elektronisk. Billetter inkl. aftensmad 50,- kan bestilles via linket her.
Tirsdag besøgte Dansk Erhvervs kæmpestore rullende kursuslokale HK Østjylland i Brabrand og tilbød undervisning i forskellige digitale værktøjer under navnet Digital Optur. Underviser var Henrik Bastrup Jacobsen, indehaver af virksomheden Digitalmanden og i øvrigt også formand for Brabrand Erhvervsforening. Dagen igennem var kursuslokalet, der kan rumme 36 personer, godt fyldt op til workshops i bl.a. AI og indføring i digital sikkerhed.
I eftermiddag kl. 14-16 inviterer Brabrand Sognegård på onsdagscafé, hvor du denne gang kan høre Henning Frandsen fortælle om den 23-årige Ane Marie Kristine Jacobine Sørensen – hans farmor – som i 1904 fødte en sund og velskabt datter uden at være og uden at blive gift med barnets far. Alle er velkomne.
I eftermiddag kl. 14.30 afholder Folkehuset Brabrand gudstjeneste. Alle er velkomne. Kirkekaffe og brød koster 30 kr.
I eftermiddag kl. 16.30 gæster den irsk/danske kunstner, kurator og formidler Madeleine Kate McGowan Sigrids UdeStue i Gellerup. Her vil hun fremføre talen ‘En Ode til Haven’ i Sigrid Stues snart blomstrende nyttehave. På dagen vil Madeleine Kate McGowan også præsentere et udvalg af sit arbejde; heriblandt dokumentaren ‘Haveværten’ (The Garden Caretaker). Læs mere her.
I aften kl. 19 indbyder Gellerup Fællesråd til generalforsamling hos Folkehuset Gellerup på adressen Gudrunsvej 80, 1. “Fællesrådet er dit lokale talerør indtil Aarhus Kommune. Og det er også fællesrådet, som er med til at støtte op omkring en masse lokale kulturelle initiativer og aktiviteter,” skriver fællesrådet i invitationen.
