Initiativet Kultur Ta´ Selv var i aftes på besøg på Veteranhjem Midtjylland på Edwin Rahrs Vej. Kultur Ta’ Selv formidler frivillig-opgaver for op mod 125 forskellige aktører på årsbasis. På møderne pitcher aktører de projekter, de har brug for frivillig hjælp til, og efterfølgende bliver de frivillige Rethinkers i Aarhus Kommune matchet med de rigtige projekter. Blandt andet kunne man melde sig som frivillig til Løb Mellem Husene i Gellerups bypark lørdag d. 14. september. Foto: Anett S. Christiansen.
Det er ved at være sidste chance, hvis du vil være en del af det blomstrende handelsliv til byfesten i Hovedgaden lørdag d. 7. september kl. 11-15. Der er nu 50 boder tilmeldt – men du kan stadig nå at reservere plads til en bod. Send en mail til Christine Wiklund på email c.wiklund88@gmail.com. Det er ganske gratis at være med.
Mandag startede 2 Timer Om Ugens nye sprogklub i Gellerup og Toveshøj i beboerhuset Laden. Forløbet varer 20 uger og skal styrke børnenes danske sprog. Børnene startede ud med at synge velkomstsang og skrive navne på deres måtter. Måtten er personlig og markerer, hvor barnet skal sidde i cirklen. Derefter kom dagens tema “Rim og remser” i spil. Her skulle man bruge en fluesmækker til at finde de billeder, som rimer.
I eftermiddag kl. 14-16 er der sognecafé i Brabrand Sognegård, hvor Tove Hussner og Helene Rygaard May fra Folkekirkens Familiestøtte diskuterer, om børnefamilier i dag er under større pres end tidligere. Folkekirkens Familiestøtte kommer ind i mange familiers liv, når der er brug for hjælp til at sætte struktur på hverdagen – eller måske bare spille spil og hygge med børnene, mens mor laver mad. Alle er velkomne, og der er ingen tilmelding.
I eftermiddag kl. 14.30 inviterer Folkehuset Brabrand på Voldbækvej til gudstjeneste. Kirkekaffe og brød koster 30 kr.
Nu hvor vi så småt er på vej ind i efteråret, inviterer kunstplatformen Andromeda 8220 sammen med Gellerup Art Factory til en række film-oplevelser gennem september. Fra 9. til 19. september kan du opleve seks film fra nært og fjern om arv, kærlighed og overlevelse. Alle film er gratis og bliver vist både på Gellerup Art Factory og Andromeda, 8220 alle dage kl 17.00. I Gellerup Art Factory vises Mit Børnehjem i Kabul, Western Arabs og Where Do We Go Now?, og hos Andromeda 8220 på Gudrunsvej 78 vises Death of a Saint, Four Daughters og The Son and The Moon. Læs mere hos Andromeda 8220.