Den sydlige del af Holmstrupgårdsvej fra rundkørslen ved Jernaldervej til Sintrupvej var i aftes spærret på grund af en alvorlig ulykke. En 43-årig mand fra Åbyhøj stod på helleanlægget midt på vejen og ventede på at krydse vejen, da han blev påkørt af en 51-årig mand fra Hadsten, som mistede herredømmet over bilen og ramte helleanlægget. Den 43-årige mand er indlagt med alvorlige hovedskader.
Gennem mere end 10 år har Lis Nielsen stået for det månedlige bankospil i Folkehuset Brabrand. Men nu siger hun stop. Bankospillet i december bliver det sidste, hun arrangerer. “Vi siger mange tak til Lis for det store arbejde hun har udført gennem årene og også tak til hendes medhjælpere,” skriver folkehusets råd. Nu efterlyses nye folk, som vil stå for spillet. Du kan kontakte Jytte Lausen på tlf. 2366 2695, hvis du er interesseret.
På lørdag kl. 10-13 inviterer Teknik og Miljø igen til naturdag på Naturcenter Sølyst, Louisevej 100. Du kan høre om, hvordan dyrene klarer den kolde vinter, som venter lige rundt om hjørnet. “Vi skal bl.a. have fingrene i uld og filte små dyr. Er du super sej, kan du sætte din viden på spil i en quiz om dyrs vintertilpasninger. “Bålet bliver tændt, så alle kan komme hen og få varmet fingrene. Der bliver også serveret noget varmt at drikke,” skriver Teknik og Miljø i invitationen.
Fra 1. december inddrager ejeren af City Vest, A. Enggaard, et nyt område til byggeplads ved City Vest. Det betyder, at den midterste parkeringsplads ud mod Tinesvej fremadrettet lukkes. Derudover indfører A. Enggaard højst 2 timers parkering på alle øvrige City Vest-parkeringspladser. “Formålet er at sikre, at der altid er ledige pladser for jer, der besøger centret, således at parkering er forbeholdt kunder,” skriver A. Enggaard.
Torsdag kl. 18 inviterer afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken til et ekstraordinært beboermøde i Samlingshusets store sal. Beboerne skal stemme om en ændring af vedligeholdelses-reglementet og flere andre forslag. Desuden giver afdelingsbestyrelsen en status på genhusningen i forbindelse med den kommende renovering af de høje blokke langs Gudrunsvej.