Tirsdag eftermiddag var en masse børnefamilier på besøg på Verdenspladsen ved Sports- og Kulturcampus for at deltage i Skills & Chills. Mange lokale foreninger og andre aktører stod klar med smagsprøver på, hvad de kan tilbyde børn og unge i den kommende sæson. Billedet viser en af de dygtige dansere fra Black Top Team, der gav opvisning på pladsen.
Østjyllands Politi har i løbet af det sidste døgn modtaget flere anmeldelser om, at der på lysreguleringer i forskellige lyskryds mellem Brabrand og Viby har været påsat klistermærker, så de dækkede over selve lys-skiverne til rød og grøn, således at det har været svært at se hvilken farve, der lyste. Flere steder har det givet farlige situationer, og politiet har derfor været ude for at fjerne klistermærkerne. Politiet gør derfor opmærksom på, at det ikke er lovligt at sætte klistermærker op på kommunens skilte, lysregulering og anden ejendom.
I eftermiddag kl. 14-16 kan du i sognecafeen i Brabrand Sognegård høre fortællingen om Ole Pedersen, også kaldet Kollerød. Han voksede op i et alkoholiseret og voldeligt hjem, blev efterhånden tyv og endte i 1840 sine dage på Amager Fælled, hvor han som 38-årig blev halshugget for mord. Han skrev i fængslet sin livshistorie, og det er årsagen til, at Hans Peter Rasmussen i dag i sognecafeen kan fortælle hans historie.
Teknik og Miljø er i øjeblikket i gang med at slå græsset på udvalgte engområder omkring Brabrand Sø. “Høslættet giver lys og luft til de vilde urter, som trives bedst, når der er åbent og næringsfattigt – for eksempel maj-gøgeurt, trævlekrone og engkabbeleje,” skriver Teknik og Miljø på Facebook. “Målet er at pleje naturtypen rigkær, som findes flere steder i området. Høslættet sker i sensommeren, hvor fuglene ikke længere yngler – og kun når vejret tillader det. Vi forventer at være færdige i løbet af september.”
Der er kommet mange mails med tilmeldinger af boder til Brabrand Byfest d. 13. september. Men du kan stadig nå at være med, hvis du skriver til Christine Wiklund inden på fredag, hvor tilmeldingen lukker. “Jeg svarer jeg IKKE på mails løbende, så med mindre du får en mail om at der IKKE er plads til dig, så ER du tilmeldt når du har skrevet en mail til c.wiklund88@gmail.com,” skriver hun på Facebook. Alle tilmeldte får i næste uge (uge 36) en mail med info om markeds-dagen.
Når Brabrand Kulturuge d. 13. september bliver skudt i gang, er Studie 32 på Hovedgaden også i den første weekend omdannet til udstillingslokale for en række billedmagere fra gruppen KUNST 8220. De ni udstillere bidrager med vidt forskellige værker, der kan indeholde rene abstraktioner, men også naturalistiske og grafiske udtryk. Udstillingen i Studie 32 åbner lørdag 13. September klokken 10, og klokken 12 bydes der velkommen med et glas vin eller vand. Herefter vil spillemanden Hans Erik på sin guitar spille op til billederne.



