Vores Brabrand modtog tirsdag aften en række fotos af området ved andebroen i den østlige ende af Brabrand Sø, hvor den går over i Aarhus Å. “En lille hilsen herfra andebroen, hvor der har været en større fest her, tirsdag eftermiddag. De glemte bare at rydde op,” skriver afsenderen, som ønsker at være anonym. Blandt andet blev der spredt en masse plastic-hjerter i området. Afsenderen af billederne samlede selv en del af plastikken sammen men opfordrer samtidig til, at man ikke spreder den slags ting i naturen.
“Uanset afbrændingsforbud, holder vi selvfølgelig Skt. Hans-fest på Stadepladsen! Sådan lyder det fra Valhalla-spejderne, som nu er klar med en alternativ plan efter afbrændingsforbuddet. Snobrød erstattes med lækre popcorn, og i stedet for børnebål optræder en tryllekunstner. “Og i stedet for det store bål vil vi præsentere et spektakulært bållysshow, der vil lyse op i aftenhimlen på spejdermanér, men stadig med røg, båltale og ikke mindst Midsommervisen,” lover spejderne.
Tirsdag fik 25 bydelsmødre overrakt diplom for gennemført demenskursus i samarbejde med Demenshjørnet. Der var undervisning ad tre omgange, hvor deltagerne fik viden om demens, hvordan man kan forbygge demens samt hvordan man kan forstå adfærd hos mennesker med demens. Underviser var Pi Duwe Nielsen fra Demenshjørnet.
I aften kl. 19-20 inviterer Brabrand Aarslev Kirker igen til fællessang i naturen. Det foregår på Årslev Markvej ved legepladsen (på anden stikvej). Brabrand Kirkes organist Michael Østergaard Jensen spiller for.
Den fire-dobbelte Danish Music Award vinder Bjarke Falgren og hans band levede op til selv de højeste forventninger, da han sammen med sin kvartet i fredags lagde vejen forbi Jazzværket. Jazz iblandet sigøjnerkultur, latinamerikanske rytmer og meget mere blæste nærmest publikum bagover. Billedet er taget af Jørgen Nielsen, Horisontfotos.dk.
I dag kl. 10-12 fejrer Bydelsmødrene i Laden de nyuddannede bydelsmødre, som får overrakt diplomer for deres indsats.
Læser du meget og er du mellem 14-17 år? Eller har du tidligere læst meget, men er gået i stå? Så er det dig, Gellerup Bibliotek gerne vil låne til en spændende dag fredag d. 30. juni, sammen med ca. 15 andre unge. Sammen med illustrator og forfatter Anja Winqvist skal I finde på idéer og arbejde med prototyper til, hvordan vi får hinanden til at læse mere – altså det vi kalder lystlæsning – når man ikke SKAL. Du kan læse mere om dagen her.
En patrulje på Dortesvej fik tirsdag kl. 19.54 øje på tre mænd, der sad i en bil og rodede med noget, som lignede en pistol. Da betjentene kom hen til bilen, steg en 22-årig mand ud, og da han var aggressiv og nægtede at følge politiets anvisninger om at forholde sig i ro, blev han anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen. Patruljen nåede lige at se, at der lå en hardballpistol fremme i bilen, da en 19-årig mand tog pistolen og løb fra stedet. Da politiet fik kontakt til ham, blev han sigtet for at have forstyrret den offentlige orden.