Hvis sommerferien ikke går sydpå i år, er der trods alt andre muligheder for at slappe af i dit lokalområde. Der er sol og sommer i Gellerupbadet. På billedet har Marianne fundet det perfekte spot til afslapning. Gellerupbadet har åbent alle ugens dage – i dag kl. 8-14.
Også denne sommer har Gellerups Glade Gavlmalere tænkt sig at bidrage til udsmykningen af Gellerup. I den kommende weekend har de planer om at lave et flot lille maleri på fundamentet af blok B1 ud mod Inger Christensens Gade. Maleriet vil være inspireret af et af Inger Christensens mest kendte digte. Gavlmalerne mødes på fredag kl. 15 i Gellerup Museum – Gudrunsvej 16, 6. Th. og går derefter i gang med at vaske gavlen ned og gøre forberedelser til, at de kan male den hen over weekenden.
En familie på Sigridsvej har mandag haft besøg af indbrudstyve. Østjyllands Politi mener, at indbruddet er begået mellem midnat natten til mandag og mandag aften kl. 21.55.
Tirsdag kl. 19.33 observerede en patrulje fra Østjyllands Politi et køretøj på Edwin Rahrs Vej, der blev ført af en mand, der udviste mistænkelig adfærd. Bilisten skyndte sig at parkere bilen i en buslomme, og patruljen kunne observere, at bilens fører skyndte sig om på bagsædet, mens en kvindelig forsædepassager forsøgte at hoppe over på førersædet for øjnene af politiet. Den 23-årige mand – blev i den forbindelse sigtet for at køre bil uden førerret. Den 21-årige kvindelige ejer af bilen blev i samme forbindelse sigtet for at have overladt førerretten til en person uden et gyldigt kørekort.