Traditionen tro er der den sidste weekend før jul Julestævne i Brabrandhallerne. Der er i år 144 tilmeldte hold, og det betyder, at omkring 1100 børn skal spille kampe lørdag og søndag kl. 08-20 hver dag. Alle deltagere får i år en pokal for deltagelse i stævnet, og der er som altid besøg af julemanden – ud over at tombolaen også kører igen i år til fordel for ungdomsafdelingen. Cafe BIF står klar begge dage med masser af lækkerier, og har åbent hele dagen.
I eftermiddag kl. 14-16 er der sognecafé i Brabrand Sognegård med kaffe, småkager og samtaler om blandt andet yndlings-julesmåkager og –konfekt.
Hele december er der blevet julet i stor stil på friplejehjemmet Helheden i Gellerup. Alle har nydt en dejlig julefrokost, fået æbleskiver flere gange, set luciabørn lyse op på hjemmet og meget andet. “Tusind tak til de mange, der kom og deltog til vores pårørendeaften i midten af december, hvor vi spiste risengrød sammen, sang, flettede julestjerner og meget andet,” skriver forstander Ann Toustrup i et julebrev. “En stor tak til alle, der har hjulpet til, såvel frivillige, pårørende og jobbanken. Hvis du er interesseret i at være frivillig på Helheden, må du endelig henvende dig,” skriver hun.
I eftermiddag kl. 14.30 er der gudstjeneste i Folkehuset Brabrand, Voldbækvej, med efterfølgende kirkekaffe og brød.
Realdania By & Bygs rådgivere forfølger lige nu flere veje mod et CO2-minimeret betonbyggeri. En af de mere specielle er teknikken ’spolia’, et begreb fra antikken, der dækker over genbrug af fragmenter fra tidligere byggerier. Helt konkret hentes genbrugsfragmenterne fra et betonbyggeri i Gellerupparken, der netop nu bliver revet ned. Fragmenterne genbruges som en del af et udviklingsprojekt MiniCo2 betonhus i Fredericia, skriver Realdania By & Byg.