I aften kl. 17.30-19.00 inviterer Gellerup Bibliotek og Vores Brabrand til valgaften på biblioteket. Mød og stil spørgsmål til en række kandidater til det kommende folketingsvalg. Der er desværre afbud fra Minister for digitalisering, Caroline Stage, som bliver erstattet af en anden kandidat fra Moderaterne, Sara Pernille Jespersen. Du vil således møde folketingskandidaterne Maria Temponeras fra Enhedslisten, Michael Nedersøe fra Dansk Folkeparti og Sara Pernille Jespersen, Moderaterne.
Dansk Folkepartis kandidat, Michael Nedersøe, var også i søndags en tur i Gellerup sammen med to andre DF´ere. Men det besøg forløb ikke helt, som han havde forventet, skriver Stiften. Politikeren fortæller at han blev opsøgt af en lokal mand, der hurtigt blev aggressiv og truende i sin attitude. “Jeg indledte i første omgang en dialog med manden. Men til sidst måtte jeg forlade stedet og meldte i minutterne derefter hændelsen til politiet,” siger han.
I aften kl. 19.00 inviterer True Skov Trail Builders til generalforsamling i studiekredslokalet på Åby Bibliotek, Ludvig Feilbergs Vej 7, 8230 Åbyhøj. Her kan du blandt andet høre om de kommende MTB-spor, der snart anlægges i True Skov. Anlægsarbejdet udføres af Falle’s Sti- og Sporbyg på vegne af foreningen, som nu tager navneforandring til Aarhus Vestspor. Foreningen vil fremover også påtage sig ansvaret for Hasle Bakkers mountainbike-spor. Du kan i øvrigt blive medlem for 75 kr. om året. Send beløbet på MobilePay nr. 21366.
I dag kl. 12.30-13.30 inviterer Folkehuset Brabrand til workshop i babymassage. På workshoppen vil du blive guidet af Stefanie Vinther, som er uddannet babymassageinstruktør og zoneterapeut. Køb din billet for 108 kr. via linket her.
Færdselssektionen ved Østjyllands Politi var tirsdag igen på vejene vest for Aarhus, og endnu engang var det især sager om brug af håndholdt mobil, der fyldte på blokken. 27 personer blev på kort tid snuppet med telefonen i hånden, mens de kørte bil. “Det koster et klip i kørekortet, en bøde på 1500 kroner og 500 kroner til offerfonden at køre med mobilen i hånden, men det værste er, at det er hamrende farligt. Uopmærksomhed er involveret i langt de fleste alvorlige trafikuheld. Ved at kigge på telefonen i fire sekunder, mens du kører 80 km/t, kører du i praksis 89 meter i blinde. Så læg telefonen væk, indstil GPS’en på forhånd og hold øjnene på vejen,” lyder rådet fra Østjyllands Politi.
En familie på Helenelyst i Brabrand har tirsdag aften haft besøg af indbrudstyve, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten. Politiet mener, at indbruddet er begået mellem kl. 18.00 og kl. 21.30.
Foreningen Sol over Brabrand holdt i sidste uge generalforsamling. Carsten Drasbæk, Peter From Jacobsen og Jesper Rosholm Tørresø var på valg, og de blev alle genvalgt. Rachel Smith og Kjarstein Danielsen blev valgt som suppleanter. Regnskabet endte med et beskedent underskud på 1880 kr. På generalforsamlingen blev kontingentet fastsat til 100 kr. årligt.
I eftermiddag kl. 14-16 byder sognecafeen i Brabrand Sognegård på oplæg af de to lokale kvindelige præster, Inger Birgitte Bruhn og Pia Husted Blok, som fortæller om nogle af de stærke kvindeskikkelser fra Bibelen, som er mindre kendte. “Måske er det ikke tilfældigt, at det danske ord ”kvinde” er det samme ord som det engelske ”queen”,” skriver de i invitationen.
Peter Jørgensen fra Gellerup Bibliotek leverede alle ordene, da Folkehuset Gellerup mandag eftermiddag var vært for ordbanko. Han læste tekster op, hvor nogle af ordene på forhånd var lagt ind på bankopladerne, og så skulle deltagerne lytte godt efter, hvad der blev sagt.
I aften kl. 17-20 byder Gellerup Kirke på Mad og Brætspil. “Vi starter med at lave mad sammen, og når maden så ellers står og småsimrer, starter vi op på et eller to brætspil og spiller videre efter vi har spist maden,” skriver kirken. Det er gratis at deltage, maden er som udgangspunkt vegetarisk.
I aften kl. 19.00 er der igen filmvisning i Gasværkets gallerisal. Det er filmklubben FilmVærket, der er vært, og man skal være medlem for at deltage.



