Når Brabrand IF´s 3. divisionshold i fodbold for mænd på lørdag kl. 14.00 spiller sæsonens sidste kamp på hjemmebane mod fynske Næsby, kan du købe den flotte t-shirt, spillerne i sidste uge fejrede oprykningen til 2. division i. Den kan blive din for kun 150 kroner og findes i alle voksen størrelser – samt børnestørrelserne 4/6, 8/10 og 12/14. “Halstørklæderne til pokalkampen mod Viborg var populære og blev lynhurtigt udsolgt. Måske sker det samme denne gang med POKALDRÆBER OG OPRYKKER t-shirten, som læge og fotomodel René Drage Østgård aká Doktor Hansen viser frem på fornemste vis,” skriver klubben.
I dagens sognecafé i Brabrand Sognegård kan du i dag kl. 14.00 høre om Biskop Monrad (1811-1887), som var og stadig er en meget omstridt person. De fleste vil måske huske ham som den politiker, der i høj grad var medvirkende til, at Danmark tabte krigen i 1864, men Monrad kaldes også for Grundlovens far, idet han lavede udkastet til Grundloven af 1849. Biskop emeritus Steen Skovsgaard vil fortælle om Monrads spændende og omskiftelige livsforløb, og som Monrad selv skriver: ”Det er undertiden godt i nutidens kampe at lade en røst fra fortiden tale. Upåvirket af øjeblikkets lidenskab udtaler den ofte sandheden renere og klarere”.
I aften kl. 19.30 kan du ligeledes i sognegården høre foredraget Billeder og tro i Grønland i tusind år. Det er Katrine Kjærgaard, der fortæller. Hun er cand.theol. og ph.d. og har boet en årrække i Grønland, hvor hun skrev sin ph.d.-afhandling om “Grønland som del af den bibelske fortælling”, der handler om kristendommens betydning for Grønland.
I dag kl. 13-14 er der babymassage i Folkehuset Brabrand. På workshoppen vil du blive guidet af Stefanie Vinther, som er uddannet babymassageinstruktør og zoneterapeut. Arrangementet er især for babyer mellem 2-10 mdr. Pris: 115 kr. Læs mere her.
Gellerup Kirke holdt tirsdag havefest og fejrede samtidig kirkens fødselsdag. “Hvor var det bare en fest uden lige – fyldt med grin, solstrejf, vind og højt humør! Vi er enormt taknemmelige for at så mange ville være med til at fejrer kirkens 49 års fødselsdag, og tusind tak til vores vagter her i kirken, Ali og Khaled, som har været her i 25 år, der også fik en lille gave herfra,” skriver Gellerup Kirke på Facebook.
Musikforeningen Jazzværket har netop offentliggjort efterårets program, der indledes fredag d. 15. august med Emma Pilgaard Band, der nu har udgivet deres 2. album. “Da de var hos os sidst, var det en release-koncert for deres 1. album. Emma Pilgaard var dengang ret ukendt og overraskede os alle med sin silkebløde stemme og sine fantastiske sange. Hun er et af de mest lovende talenter i dansk jazz, og alt for få hørte hende den gang, så derfor er hun her igen,” skriver Jazzværket. Desuden kan du bl.a. d. 19. september opleve bandet Molde, der med rødder i bl.a. Brabrand spiller bluegrass- og folk-inspireret musik. Se hele programmet her.



