I eftermiddag kl. 15.30-16.30 inviterer Vores Brabrand til åbent redaktionsmøde på Ibens Kaffehus. Indehaver Iben Benjaminsen lukker 1. marts sit kaffehus på Hovedgaden 51 efter fem år i Brabrand, så det er ved at være sidste chance for at aflægge kaffehuset i sin nuværende form et besøg. Kom forbi og fortæl Vores Brabrand om dine ideer og forslag til nye historier om dit lokalområde. Vi giver kaffen.
Hver onsdag kl. 11-13 er der krea-klub i Skovgårdsparken. Uanset om du har en del erfaringer med at strikke eller brodere, eller du er helt ny, er du velkommen.
I formiddag kl. 11-13 er der ramadan-klip i beboerhuset Laden, Edwin Rahrs Vej 6B. Lav den flotteste udsmykning, I kan pynte op med derhjemme. Arrangør er afdelingsbestyrelsen i Toveshøj i samarbejde med Familienetværk og Bydelsmødrene.
Tirsdag aften var to betjente fra Østjyllands Politi på gående patrulje ved et grønt område i Brabrand. De blev på et tidspunkt opmærksomme på en mand, som kom gående med en pose, og da han fik øje på betjentene råbte han noget til en gruppe mænd tæt ved, der alle løb fra stedet, før han også selv satte i løb. Betjentene indhentede manden med posen og tilbageholdt ham. Manden, som er 30 år, havde i posen og en bæltetaske flere plader hash og joints og et kontant beløb. Han blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.
Hvis I er en gruppe, som drømmer om at være frivillige på Grimfest sammen, så er muligheden der nu. “Uanset om I har lyst til at svinge fadøl over baren, hjælpe med gear ved scenerne eller tage imod gæster ved indgangen, så er jeres indsats helt uundværlig,” skriver Grimfest. Festivalen åbner for holdtilmelding i dag, d. 11. februar. Holdtilmeldingen er kun åben i 14 dage frem til d. 25. februar. Du finder tilmeldingen her her. Den 4. marts åbner tilmelding for enkeltpersoner.
I eftermiddag kl. 14-16 inviterer Brabrand Sognegård til sognecafé, hvor du denne gang kan høre Ivar Brændgaard fortælle om sin tid som højskoleforstander og direktør for TV MidtVest fra stationens start i 1989 til 2016. Læs mere om dagens foredrag her.
I aften kl. 19.00 inviterer foreningen FilmVærket igen til film-aften i Gasværkets over-etage. Aftenen er forbeholdt foreningens medlemmer.



