Grimfest offentliggjorde søndag endnu et par navne til næste års musikfestival. Blandt andre vender Peter Sommer tilbage til Skovscenen på Grimhøjgaard, hvor han tidligere har optrådt flere gange. “Vi glæder os til at dette fyrtårn med sit band igen kan kaste lys og underfundige skygger henover, hvad der næsten må føles som hjemmebane,” lyder det fra festivalen. Desuden bekendtgjorde Grimfest, at man også byder Emma Lillelund Saaugaard alias hun_sagde indenfor med åbne arme. Hun vandt i 2024 DR´s KarriereKanonen.
I formiddag fra kl. 10.15 kan du komme med Folkehuset Gellerup til formiddagsteater hos Teatret Gruppe 38. Carte Blanche spiller “En Sand Røverhistorie”, frit efter Selma Lagerlöfs Legenden om juleroserne. Der er fælles afgang med bus 4A kl. 10.15 fra folkehuset. Læs mere om arrangementet her.
I aften kl. 17-19 er Madkiosken midt i Gellerup igen klar med Mad Mandag – denne gang med italienske Claudia fra sensEAT som gæstekok. Hun laver den klassiske italienske bonderet Pasta e Fagioli på blandt andet pintobønner og pasta. Læs om dagens ret her.
Brabrand-Årslev Fællesråd er i samarbejde med KulturGas, Brabrand og Årslev Kirker samt Brabrand IF i gang med at forberede Grundlovsfesten 2026, og til alles store glæde har arrangørerne modtaget 5000,- kr. i støtte fra Auras Lokalværdipulje til arrangementet i 2026. “Det er vi meget taknemmelige for, da det giver os mulighed for at gøre lidt ekstra ud af dagen,” skriver arrangørerne. Grundlovsfesten er d. 5. juni kl. 14-16 i Brabrand Søpark.
Afdelingsbestyrelsen i Toveshøj arrangerede søndag juletræsfest i beboerhuset Laden og fik lavet de flotteste juledekorationer og spist æbleskiver. “Vi var så heldige at få besøg af julemanden – et besøg, vi alle havde glædet os til,” lyder det fra bestyrelsen.
Valgplakaterne, som de unge i Gellerup skabte som en del af projektet UngeValg, er blevet så populære, at de nu sælges for 350-500 kr. Søndag var de unge på besøg i Mejlgade, hvor de havde en bod, hvor de blev sat til salg. Overskuddet går til Mellemfolkeligt Samvirke.
Danni Ahmad Baddour har tidligere været træner i ACFC, hvor han i sin første sæson sikrede oprykning til serie 1 og hurtigt gjorde holdet til et tophold. Siden rykkede Danni til Fuglebakken, men er nu vendt tilbage til ACFC. “Jeg har savnet at komme ud til ACFC, hvor ACFC Ultra og klubbens mange beboere virkelig støttede holdet – både på hjemmebane og udebane. Vi har haft så mange tilskuere med, når vi spillede ude, at vi nogle gange fyldte mere end hjemmeholdet. Den opbakning betyder alt.”



