Her til morgen kl. 7.00 blev Aarhus Arkitekturuge skudt i gang med morgensang på toppen af porten til Gellerup. Martin Hornstrup, nu snart forhenværende organist i Gellerup Kirke, akkompagnerede og sang for. På programmet var naturligvis også sangen “Åbn Din Gyldne Port”, som Martin Hornstrup har skrevet sammen med den lokale rapper Chadi Alderbas.
I aften kl. 18.00-19.30 inviterer Gellerup Bibliotek til debatmøde om aktiv dødshjælp. Biblioteket får besøg af formand for dommerfuldmægtig-foreningen Nina Palesa Bonde og byrådsmedlem Polly Dutschke. De vil belyse emnet fra flere vinkler og give plads til nysgerrigheden, tvivlen, refleksionen og dialogen blandt deltagerne. Du kan bestille gratis billetter her.
I dag kl. 13.15 inviterer Folkehuset Brabrand til efterårshygge med banko. Deltagelse i arrangementet koster 70 kr., og for pengene er der bankoplader, deltagelse i amerikansk lotteri samt kaffe og kage i pausen.
Her til morgen kl. 8.30-10.00 arrangerer fællesskabet En for Holdet igen affaldsindsamling i Gellerup. Mødestedet er parkeringspladsen ved Bazar Vest. Du skal bare dukke op – der er hapsere, veste og sække til rådighed.
Mandagscaféen i Folkehuset Gellerup (normalt i ulige uger kl. 13-15) er i dag rykket til GAF-lokalet i Sports- og Kulturcampus, for at vise filmen “Meter i sekundet”, filmatiseringen af Stine Pilgaards bestseller, der handler om de små og store kulturforskelle der kan opstå, i et land så småt som Danmark.