På Arena Vest i Gellerup fik FC Nordsjælland i går revanche for søndagens nederlag til FC København i superligaen i fodbold. De to hold mødtes også i finalen i u11-rækken ved Elite Cup Gellerup, og her vandt FC Nordsjælland med 4-1. Arrangørernes egne u11-drenge deltog også og klarede sig flot i det stærke selskab. ACFC fik en 10. plads blandt de 12 hold.
I dag kl. 17-19 inviterer partierne Venstre og Moderaterne i Aarhus Kommune hele Aarhus til et debatmøde i Brabrand Sognegård. Med afsæt i den nye ældrereform vil ældreminister Mette Kierkgaard og rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde tale om, hvordan hele ældreområdet kan styrkes.
Det bliver lokale Mr Ruby, der skal drive vinbaren på Grimfest 2025. “Vi glæder os helt vildt til tre dage, hvor vi kan få lov at være grimme, lytte til god musik, nyde det gode vejr (for det bliver det) og møde en masse glade mennesker,” lyder det fra Jacob Ruby, som driver Mr. Ruby. Festivalen løber fra 31. juli til 2. august. Fredag var Mr Ruby forbi festivalpladsen, hvor Jeppe fra Grimfest viste “Kostbar” frem. Det er her der skal drives vinbar.
Brabrand IF tabte søndag eftermiddag i 3. division i fodbold for mænd for anden gang i sæsonen 0-1 på udebane til Avarta fra Rødovre efter en sløj indsats. Målet blev scoret mindre end et minut efter pausen, hvor Brabrand kludrede i det i forsvaret, og den 33-årige målræv, Aleksander Lazarevic, havde let ved at score kampens eneste mål. Avarta var kampen igennem bedst med bolden, og især i anden halvleg leverede Brabrand en blodfattig indsats. Brabrand kunne med en sejr være trukket fra konkurrenterne i toppen men bevarer førstepladsen, da de øvrige resultater flaskede sig for holdet.
Selvom Brabrand IF søndag tabte 0-1 til Avarta i mændenes 3. division, var der også godt nyt fra Rødovre, hvor kampen blev spillet. I den sidste del af kampen fik Alexander Baun comeback på holdet efter halvandet års fravær på grund af en langvarig skade. Alexander Baun kan blive en vigtig spiller for Brabrand, når oprykningsspillet om to uger går i gang. Arkivfoto: Ole Jakobsen, Den Utraditionelle.
Den franske sanger og sangskriver Julie Erikssen gæstede fredag Jazzværket med sin skandinaviske trio. “Endnu en dejlig koncert i vores fantastiske musikhus,” skrev foreningen efter koncerten. “Glæd dig allerede til 8. maj. Her kommer Paul McKenna Band; et af de bedste folkbands, Skotland har fostret.”Foto: Kjeld Mikkelsen.
I eftermiddag kl. 13-15 byder Folkehuset Gellerup på fejring af den muslimske højtid Eid. Aarhus Afros internationale madskole byder på sambusas og forskellige søde somaliske specialiteter.
True Skov MTB Spor havde en hyggelig mtb-tur lørdag. “De fleste kørte til Harlev og rundt om Engsøen. Seks af os endte på Ibens Kaffehus,” skriver arrangør af lørdags-turene, Kurt Kragh Sørensen. “Vi vil gerne have flere med på næste lørdag og deler os op efter styrke kl 09:00 og 09:05 til MTB og derfra gravel kl 09:30 og 09:35,” skriver han på Facebook.
I eftermiddag kl. 17.00 får Den Gode Skolegang besøg af sundhedsplejerske Birthe Husum Trier, som vil fortælle om sundhedsplejen i Aarhus Kommune. Det foregår i Laden, Edwin Rahrs Vej 6B. Alle er velkomne.
Østjyllands Politi modtog søndag kl. 16.47 anmeldelse fra en mor, som fortalte, at hendes døtre på 6 og 10 år var blevet opsøgt af en mand, imens de gyngede på en legeplads på Janesvej. Ifølge anmeldelsen havde manden befølt pigerne og forsøgt at få dem til at gå med sig. Pigerne var hurtigt løbet hjem til deres mor, som kontaktede politiet. Østjyllands Politi har talt med flere vidner, og sagen er under efterforskning. Politiet har i forlængelse af anmeldelsen skærpet opmærksomhed på området, hvor episoden fandt sted, og der vil være ekstra opsyn og tryghedsskabende patruljer i området.