Bydelen præsenterede sig på en smuk og indbydende måde søndag, der blev den sidste juleferiedag, inden det i dag igen går løs i lokalområdets skoler, på arbejdspladser og talrige fritidstilbud. Billedet er taget af Elsebeth Frederiksen fra altanen på Danmarks Højeste Museum, Gellerup Museum, hvor der søndag var åbent for offentligheden.
I eftermiddag kl. 13-16 holder Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv åbent for offentligheden i lokalet på Gellerup Bibliotek. Du kan få hjælp til at finde lokalhistoriske informationer eller aflevere historisk materiale.
Fredag d. 23. januar kan du få en særlig hyggelig start på weekenden. Både Gasværket og Folkehuset Brabrand byder den dag på fredagsbar – folkehuset kl. 13-16 med quiz og øl, vin og drinks til små priser. Og Gasværket tilbyder ligeledes god stemning med mulighed for fællessang, poetiske tanker og refleksioner over livet i Brabrand. Her ligger fredagsbaren i tidsrummet kl. 16-19.
Grimfest er nu nået til præsentation af værterne på de to største scener til næste sommers festival. Og her er ingen overraskelser: Igen i år bliver Jonny Hefty & Jøden værter på Skovscenen, mens Henrik Hall tager sig af Bonzaiscenen. “Med mere end 25 år på bagen strækker Hefty og Jødens musikalske parløb sig også længere end Grimfests egen eksistens. Den fælles erfaring skinner igennem, når de på kærlig, kyndig og ikke mindst kæmpefestlig vis introducerer store og små kunstnere på scenen under under bladhanget,” skriver Grimfest om de to spasmagere.
Osman Eroglu er vendt tilbage som sportschef for fodboldklubben Vatanspor, og han har med vanlig energi kastet sig over projektet – at genskabe interessen for holdet, der i efteråret rykkede ned i serie 1. “Vores trup er blevet markant styrket, og interessen for Vatanspor vokser dag for dag. Vi får dagligt nye følgere på Facebook og nærmer os hastigt 5.000 – et tal, der siger alt om den opbakning og tro, der er på projektet,” skriver han på Facebook. Søndag præsenterede holdet den første forstærkning til holdet. Den 27-årige midtbanespiller Abdi Cumar vender tilbage til holdet efter en pause.
