I denne uge strømmer i tusindvis af mennesker til Skanderborg Festival. I år kan du også finde Mustafa Faour og Smag á la Gellerup på Kærligheden, hvor han åbner en grønthandel med bl.a. tyrkertoast, bulgursalat og lune majskolber.
Også Brabrand Håndbold er på Smuk Fest, hvor foreningen bestyrer en café i Skovlunden. Masser af foreningens medlemmer og forældre hjælper i løbet af ugen med at passe caféen og tjener hermed penge til håndbold-aktiviteter, blandt andet sommerturen til Partille Cup i Göteborg.
I dag kl. 17.00 åbner Brabrand Gymnastik for tilmeldingen til efterårets hold. Det sker via den nye hjemmeside. Du kan tilmelde dig alt lige fra dans og yoga til fitness og høvdingebold. Hvis du har problemer med online-tilmeldingen, sidder der repræsentanter for foreningen klar til at hjælpe dig i Brabrandhallen.