Hotel Årslev Kro kan fejre 200 års jubilæum i år. Kroens historie strækker sig tilbage til 1825, da Christopher Sørensen grundlagde det, der dengang hed Aarslev Krogaard. På det tidspunkt var kroen en landbrugsgård, som lå på den modsatte side af vejen. I slutningen af 1950’erne blev gården dog flyttet til sin nuværende placering, da Silkeborgvej blev etableret. 200-års jubilæet vil blive fejret til efteråret – men allerede nu tilbyder Årslev kro et særligt jubilæumsophold den første weekend i alle måneder resten af året. Du kan læse mere her.
Det blev ikke den start på forårssæsonen, spillere og trænere i ACFC havde håbet på søndag eftermiddag. Træningsresultaterne havde været imponerende, men alligevel løb holdet i serie 1 ind i et nederlag mod gæsterne fra Horsens Freja på 0-1. Det blev en tæt kamp, hvor afgørelsen først faldt fem minutter før tid, hvor Mirsad Suljic scorede det afgørende mål for gæsterne.
Også jyllandsserieholdet Vatanspor måtte se et 1-2-nederlag i øjnene efter en scoring til allersidst. Holdet var på besøg i Tilst, hvor opgøret mod TST var uhyre jævnbyrdigt. Målene blev scoret i den sidste del af kampen, hvor TST kom foran, og Vatanspor fik udlignet et kvarter før tid. Men tre minutter inde i dommerens overtid fik TST tildelt et straffespark, som hjemmeholdet scorede på.
Foråret er nu for alvor kommet til Brabrand Sø, da café Æblehaven nu igen har fået is på menukortet, nærmere bestemt Kastberg´s Gourmet-Is. Æblehaven har nu åbent hver dag hele ugen kl. 10-17.
Der var fest og hygge i lejligheden på sjette etage på Gudrunsvej, da Gellerup Museum søndag eftermiddag fejrede, at museet i dag, mandag, kan fejre 15 års jubilæum. Gennem årene har Gellerup Museums Venner holdt gang i “Danmarks højeste museum”, hvor man har kunnet opleve en Gellerup-lejlighed fra 1970´erne og samtidig kunnet nyde den flotte udsigt ud over hele Aarhus. Samtidig har museets frivillige stået for talrige rundvisninger med masser af anekdoter om at bo i Gellerup.
Fredag aften kl. 21.34 blev flere patruljer fra Østjyllands Politi sendt til Brabrand, da politiet modtog en anmeldelse om grov vold begået mod en 30-årig mand. Af anmeldelsen fremgik det, at manden sad i en frisørstol, da flere maskerede gerningsmænd kom ind i frisørsalonen og slog den 30-årige med bat, sprøjtede peberspray på ham og stak ham med kniv. Manden, som efterfølgende blev tilset på skadestuen, kom ikke alvorligt til skade under overfaldet, men pådrog sig flere overfladiske skrammer. Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at afklare hændelsesforløbet og finde frem til gerningsmændene.