Søndag morgen ved indgangen til oktober var fotograf Jørgen Nielsen på tur ved Brabrand Sø med sit kamera og fangede en morgen med iskrystaller i græsset. Dagens længde er nu aftaget med fem timer og 50 minutter.
Selvom der stadig ikke sker det helt store i området vest for Karen Blixens Boulevard, der på sigt skal omdannes til et nyt blandet kvarter med boliger og erhverv, er der dog nu sat et 130 meter langt hegn op med bannere med masser af farver og liv på. Bannerne løfter sløret for det kommende boligområde, Karen Blixen Kvarteret med over 570 boliger med fokus på fællesskab og naboskab. Du kan læse mere på projektets nye hjemmeside her.
Brabrand Årslev Kirker inviterer på torsdag kl. 19.30 til sangaften med sangeren, komponisten og salmedigteren Janne Mark i Brabrand Sognegård. Til daglig er hun ansat med Brorson Kirken i København, hvor hun spiller til gudstjenester og kirkelige handlinger. Gennem årene har hun udgivet salmesamlinger og flere cd’er, bl.a. Pilgrim i 2018 og Kontinent i 2020 og har skrevet flere melodier til Højskolesangbogen. Hendes klare melodiske streg er båret af ønsket om at skabe musik til fælleseje og fællesbrug.
I eftermiddag kl. 15.30-19.00 inviterer Gellerup Bibliotek alle studerende til en hyggelig eftermiddag og aften med fællesspisning, rundvisning på biblioteket og præsentation af tilbud. Du kan læse mere om aftenen her.
I dag besøger Brabrand Husmoderforening KM Mode i Veri Centret. Kontakt Gitta på tlf. 2129 0941 for deltagerpris og yderligere oplysninger.
Aarhus Friplejehjem Helheden holdt lørdag åbent hus, og der ud over var der en del aktiviteter på plejehjemmet, blandt andet en dejlig fest med mad fra det gamle badehotel og lagkage lavet efter gammel opskrift. Og så ankom et flygel, som plejehjemmet har fået doneret, og som nu pryder hjemmets smukke spisesal.
Cirkus Tværs rundede torsdag aften Gellerup Cirkus Festival af med franske PROJET COIN. Det blev kreativt, sjovt, svedigt og talentfuldt. “En perfekt måde at afslutte festivalen på. Tak til vores trofaste publikum. Vi gør det sammen,” skriver Cirkus Tværs i en hilsen på Facebook til alle, som var med undervejs.