I eftermiddag kl. 17.00 inviterer Brabrand IF til Fantastisk Fodboldstart for de yngste børn. Kom sammen med mor eller far, og vær med til 5 sjove mandage i træk, og se om fodbold er noget for dig. “Når du kommer med dit barn til ”Fantastisk Fodboldstart”, så deltager du som forælder selv i legen og i træningen,” skriver Brabrand IF i invitationen.
I dag kl. 11.30 inviterer Folkehuset Brabrand på Voldbækvej 92 til Sommer på Terrassen. Tag din nabo eller ven med, så sørger folkehuset for lækker frokost, der består af grillet kød med salater og hjemmebagt brød samt kaffe og kage. Pris 125 kr. Der er ingen tilmelding.
I løbet af weekenden væltede et træ ud over Brabrandstien, så den var svær at passere for både cyklende og gående. Billeder er taget af Charlotte Nebel. Aarhus Kommune er adviseret og vil sandsynligvis fjerne træet i løbet af mandagen.
Politi og brandvæsen rykkede tidligt mandag morgen kl. 04.58 ud til en brand i en bil på en p-plads på Jettesvej. Da politiet kom frem, var der store flammer i køretøjet, og selvom brandvæsnet hurtigt fik bugt med ilden, skete der omfattende skader på bilen. Det var ikke umiddelbart muligt at finde frem til brandårsagen på stedet, men Østjyllands Politi mistænker, at branden kan være påsat og efterforsker nu sagen nærmere.
Søndag eftermiddag fik Vatanspor sin første sejr i denne sæson i jyllandsserie 2. Det skete på udebane i Ølstrup ved Ringkøbing, hvor hjemmeholdet ellers var på sejrskurs – men Vatanspor kom tilbage, da holdet scorede på et straffespark i det 88. minut. Og så endte det hele med, at Vatanspor løb med alle tre points efter en scoring i de allersidste sekunder af kampen.
Folkehuset Gellerups Mandags Cafe får i dag kl. 13-15 besøg af forstander for Gellerup Højskole, Kasper Brinck, der kommer og fortæller om højskolen. Der bliver også tid til at synge lidt fra højskolesangbogen.
Brabrand IF´s u19-talenter i Liga 1 fik søndag sidst på eftermiddagen sæsonens første sejr, da det på hjemmebane blev 1-0 over gæsterne fra Thisted FC. Kampens enlige mål blev scoret midt i anden halvleg.
Motions-arrangementet Løb Mellem Husene kan nu præsentere programmet til årets arrangement lørdag d. 14. september i byparken i Gellerup. Her kan du blandt andet opleve sprøde beats fra DJ Viktor K., trylleshow med Jesper Grønkjær og andet sjov underholdning. Du kan stadig nå at tilmelde dig løbet, hvor du kan løbe eller gå fem kilometer eller nøjes med distancen one mile. Tilmeld dig her.
Den tidligere redaktør på Jyllands-Posten, Jens Kaiser, har skrevet en klumme om mandecaféen i Brabrand Sognegård, hvor tidligere biskop og præst i Gellerup, Steen Skovsgaard, var på besøg for at fortælle om dommedag. Du kan læse artiklen her.