Heller ikke i fjerde forsøg blev det til points for Brabrand IF i 2. division i fodbold for mænd, da holdet søndag i Gentofte mødte Hellerup IK. Her blev det til et smerteligt 0-4-nederlag efter en første halvleg, hvor Brabrand egentlig var fint med, men alligevel kom bagud 0-2. Hjemmeholdets føring blev i løbet af de første 10 minutter af anden halvleg fordoblet efter svagt forsvarsspil af Brabrand. Og herfra kæmpede Brabrand med spillet, og det blev kun til et par halve muligheder for at pynte på resultatet. På lørdag kl. 14.00 tager holdet imod Ishøj på AURA Park.
I eftermiddag kl. 17.00 begynder Fantastisk Fodboldstart, et tilbud fra Brabrand IF Fodbold til alle børn, som er født i 2017, 2018, 2019 og 2020 og ikke allerede går til fodbold. Når du kommer med dit barn til ”Fantastisk Fodboldstart”, så deltager du som forælder selv i legen og i træningen. Tilbuddet løber over fem mandage på idrætsanlægget ved Brabrandhallen og er gratis. Læs mere om initiativet her.
I aften kl. 17-20 inviterer Fredens Hus til Dinner and Dialogue. Ingrid Ank, underviser og formand for Foreningen Åndsfrihed, og Rasmus Matthiesen, leder af Grundtvigsk skoletjeneste, gæster Fredens Hus og vil sammen afholde workshoppen med titlen “Lær at skændes”. Aftenen foregår på Gellerup Højskole, Gudrunsvej 82. Hent en gratis billet her.
I eftermiddag kl. 13.15 er der igen bankospil i Folkehuset Brabrand på Voldbækvej 92. Der vil være otte spil samt amerikansk lotteri, og kaffe og kage i pausen. Deltagelse koster 70,-. Der er ingen tilmelding.
I eftermiddag kl. 17.00 inviterer Det Boligsociale Hus til en workshop for 15-17-årige som er interesseret i at finde et fritidsjob. Her fortæller folk fra kommunens afdeling UC Fritidsjob om, hvordan man søger et job, og deltagerne får mulighed for at træne jobansøgninger. Der er ingen tilmelding.
TV2 Østjylland har besøgt 81-årige Allan Fisker, som er klunser og indsamler masser af nødhjælp til Ukraine. “Det betyder noget at være noget for andre,” siger Allan Fisker, der bor i Gellerup. Ofte arbejder han til klokken 12 eller ét om natten, fordi han har travlt med at reparere eller pakke de mange aflagte ting. Nogle gange kan den 81-årige klunser godt være nødt til at tage et kort hvil på sofaen, men tanken om at hjælpe andre holder ham ofte kørende. Du kan læse historien her.



