Søndagens Sct. Hans-fest på Stadepladsen blev et stort tilløbsstykke. Masser af børnefamilier strømmede fra sidst på eftermiddagen til Valhalla Gruppes arrangement, hvor der var masser af muligheder for underholdning for store og små.
Christine Wiklund og Movement for X fortsætter i dag, mandag, rækken af workshops i et tidligere butikslokale i City Vest. I tidsrummet kl. 16.30-18.00 kan du give slip på tanker, selvbevidsthed og stive lemmer – og lad dig guide igennem halvanden times nydelsesfuld, fri og glædesskabende bevægelse! Du kan læse mere og tilmelde dig via linket her.
Efter en dramatisk fodboldkamp søndag eftermiddag blev det en kendsgerning, at Brabrands IF´s andethold i fodbold for mænd rykker en række ned – akkurat som det er tilfældet med første- og tredjeholdet. Brabrand havde brug for en sejr mod det absolutte bundhold, Ikast FC, og holdet havde også en 2-1-føring med ind i det sidste spilleminut på to mål af Villads Møller. Men til sidst lykkedes det gæsterne at udligne til 2-2 – og i overtiden scorede Ikast FC endda endnu en gang til en 3-2-sejr. Brabrand må efter sommerpausen tørne ud i serie 1.
Til gengæld var der succes hos kvinderne, hvor Brabrands andethold i serie 1 rykkede den modsatte vej. Holdet var stort set sikre på oprykning inden den sidste kamp, men et enkelt point i 3-3-kampen mod IFSK fejede al tvivl til side. Hannah Heilmann scorede to gange for Brabrand, mens Emilie Bugslag scorede det sidste vigtige mål til 3-3 fem minutter før. Hermed er Brabrand klar til jyllandsserien efter sommerferien. Arkivfoto: Henrik Andersen.
I en direkte kamp om førstepladsen slog Brabrand IF´s talentfulde u19-hold lørdag til og vandt med hele 4-1 på udebane over Skødstrup. Holdet har allerede kvalificeret sig til efterårets Liga 1, men nu blev holdet også puljevindere. Det betyder, at Brabrand på tirsdag på neutral bane i Hadsund skal ud i en finalekamp om det jyske mesterskab, hvor Hjørring FK er modstanderen. Arkivfoto: Henrik Andersen.
På Brabrand Boligforenings repræsentantskabsmøde er det besluttet, at boligforeningen i 2025 skruer op for budgettet til beboerbladet Skræppebladet, så der er råd til fremover at trykke otte numre årligt. Forslaget blev vedtaget med 36 stemmer for og 22 imod. Samtidig blev det besluttet at øge budgettet allerede i år, så bladet også i efteråret kan trykkes og omdeles til beboerne.