I dag kl. 13.00 byder Folkehuset Gellerup på foredraget “Hurra jeg er gammel” med Gunhild Weisbjerg, der tidligere har boet i Brabrand i mange år. “Jeg ser mig selv som en ”alderdomsaktivist” og er dybt taknemmelig over at have fået lov til at blive gammel. Det er min mission som ”alderdomsaktivist” at tale alderdommen op blandt andet via mit foredrag,” siger Gunhild Weisbjerg. Der er gratis adgang i caféen på Gudrunsvej 80, og der bydes på kaffe og kage.
I dag går Aarhus Kommune i gang med at dræne og genoprette opvisningsbanen ved Brabrandhallen. Planen er, at der lægges et dræn på hver langside af banen, lige ved siden af indhegningen. På tværs af banen laves der sandriller i ca. 20 cm dybde, som så vil kunne aflede overfladevand til de to dræn langs siderne.
Ellehøjskolen tog forleden hul på det andet af skoleårets fire-ugers-forløb i projektbaseret læring. Det er den pædagogiske læringsform, der skal være bærende på den nye Kløverskolen. I dette skoleår “øver” både elever og lærere sig på at arbejde på den særlige måde. De næste fire uger bliver med kryb, dukketeater, Min by, OL, rejser, sundhed og meget mere. Hvert forløb starter altid med et “kick off”, hvor læreren på en anderledes og overraskende måde præsenterer de kommende ugers tema.
I dag kl. 13.15 er Folkehuset Brabrand klar til en gang Vinterbanko. Du kan for 70 kr. være med i de 8 spil, og samtidig er du med i amerikansk lotteri og får kaffe og kage i pausen.
I aften kl. 19-21 inviterer La Meilleure på Møldrupvej 2 til inspirationsaften om ansigtsyoga. Du kan for 250,- få effektive ansigtsyogaøvelser og få et personligt program med hjem. Reservér plads på bd@lameilleure.dk.
En drilsk skade betyder at Catrine Kudsk Knudsen er nødt til at indstille karrieren på Brabrands 2. divisionshold i fodbold i en alder af 33 år. Hun har blandt andet været anfører, tøjansvarlig og medlem af social-udvalget. “En af de ting vi bryster os af, er at have en stærk kultur hvor alle føler sig velkommen. Meget af det kan tilskrives Kudsk som sørgede for, at lige meget om man var ung, gammel, ny på holdet, følte man sig velkommen på holdet og sørgede for at alle har været inkluderet,” skriver træner Hans-Martin Lauesen.
Beboerhuset Laden havde søndag besøg af Batman, Hulk, prinsesser og mange flere, da afdelingsbestyrelsen i Toveshøj inviterede til fastelavn. Bestyrelsen havde valgt at rykke fastelavnsfesten en uge på grund af den kommende ramadan.