Mandag kl. 13-15 kan du i Folkehuset Gellerup opleve tv-legenden Kurt Leth, som fortæller om sine 50 år som journalist. Her har den gamle Brabrand-dreng mødt et hav af helt almindelige mennesker med ualmindelige historier, og lavet indslag, som mange sikkert husker fra TV 2 Østjylland. Det foregår i folkehusets café på Gudrunsvej 80. Der er ingen tilmelding til arrangementet. Du kan læse et portræt af Kurt Leth her på Vores Brabrand.
Grimfest løftede søndag sløret for endnu et par navne til næste sommers festival – bl.a. dj’en Anton Westerlin. Producer-esset har formet lyden af dansk hiphop længe bag navne som Lamin, Artigeardit, Kesi, Tessa, Kundo og D1MA. YouTube-serien ‘Bag Gardinerne’ lukkede os ind i hans musikværksted, “men albummet ‘Godaften’ føltes som et revolutionerende rolleskifte med vokalisterne som gæster og produceren som hovedperson,” skriver Grimfest. Han leverede sidste år på Roskilde Festival en natteoptræden, der med anmeldernes ord var historisk.
Regeringen vil give boligforeningerne bedre muligheder for at finde ud af, om beboere er dømt for kriminalitet, der kan danne grundlag for en ophævelse af lejemålet, skriver TV2 Østjylland. Boligforeningerne har indtil nu haft svært ved at få information, om beboere er blevet dømt. “Vi vil gerne kunne reagere med det samme, hvis der er nogen af vores beboere, der begår noget utryghedsskabende kriminalitet, for at beskytte trygheden for det store flertal af vores beboere, siger direktør i Brabrand Boligforening, Kristian Würtz til mediet. Du kan læse historien her.
Onsdag d. 4. marts besøger Brabrand Husmoderforening Museum Overtaci, Olof Palmes Allé 11. Foreningen har booket en rundvisning, og der er efterfølgende kage og kaffe. Pris for deltagelse er 130,-. Tilmelding senest i dag til Gitta Kloock på sms 2129 0941.
På torsdag kl. 18.30 inviterer genbrugsbutikken LuksusBank, Langdalsvej 75, til en aften med journalist Sara Laadahl Mortensen, som fortæller om sin bog og dokumentar “Mysteriet om de døde børn”. Send en mail til rikke@luksusbank.dk, hvis du vil deltage. Du kan læse om Sara Laadal Mortensens arbejde her.
Betjente fra Østjyllands Politi var søndag kl. 17.54 til stede ved en bålhytte på Gudrunsvej, hvorfra der tidligere er blevet solgt narko. I forbindelse med indsatsen traf politiet fem mænd, som sad i bålhytten, og betjentene søndag blev også mødt af en kraftig hashlugt. Under en hurtig gennemgang af hytten fandt politiet flere mindre hashklumper, men da ingen af de tilstedeværende mænd ønskede at tilkendegive sig som ejere af det fundne narko, blev dette blot beslaglagt med henblik på destruktion. Bag nogle stolper i bålhytten lå desuden to fiskeknive pakket ind i folie. De to knive blev ligeledes beslaglagt med henblik på nærmere undersøgelser af eventuelle fingeraftryk og/eller DNA-spor, inden de formentligt vil blive konfiskeret og destrueret.



