Brabrand IF´s fodboldkvinder i 2. division fik lørdag endnu en sejr i forårets slutspil, da det i Odense blev til en 3-1-sejr over Dalum/Næsby. Regnvejret bød ikke på forhold der ligefrem inviterede til berusende spil, men holdet glædede sig over de tre points, der sender holdet til tops i rækken. Brabrands mål blev scoret af Julie Svenson-Olesen, Ida Ditlevsen og Sofie Obel. Desuden havde Brabrand en dygtig målvogter i Emma Bay Agerskov der igen igen stod stærk i billedet. Pernille Marie Madsen blev noteret for et uheldigt selvmål. Der var også debut til Mille Stykkel Hansen.
I dag i tidsrummet kl. 11-16 er sidste chance i Påsken for at opleve kunstudstillingen Rum på Gasværket, hvor otte kunstnere giver deres bud på det fælles tema, store og små rum. De udstillede værker i Gallerisalen vil desuden kunne ses i resten af april måned til midten af maj i forbindelse med de aftener, hvor der er streaming af naturvidenskabelige foredrag fra Aarhus Universitet.
I dag kl. 17-18 inviterer Sara Lind Frederiksen igen til udendørs træning på arealerne i Brabrand Søpark. Det er tredje gang, der er mulighed for at deltage i træningen, hvor rigtig mange er dukket op de første gange. Det koster 150,- for resten af året.
I dag kl. 14.00 tager Brabrand IF hul på oprykningsspillet i 3. division i fodbold for mænd. Det sker med en udekamp på Alpi Arena i Næsby, hvor det hjemmeholdet kl. 14.00 er klar til at tage imod. Næsby stiller op med ny træner, da den ellers succesrige Andreas Bech valgte at stoppe efter grundspillets afslutning. Brabrand IF stiller op med stor selvtillid efter den famøse 4-3-sejr i sidste weekend over FA2000. Dagens kamp kan ses hos JFM Medier.
På torsdag d. 24. april inviterer Madkiosk á la Gellerup på det tidligere street food-område ved Karen Blixen Boulevard på “easi open”, hvor madkiosken tester at have dags og aften åbent: I tidsrummet 10-16 er der Toast Testing og kl. 16-20 Burger Testing. “Vi glæder os helt vildt og er nysgerrige på, hvordan det hele kører, og om i kan li det i putter i munden. Det er en slags generalprøve, så vi vil gerne have alt den feedback du har, og derfor koster alt mad kun 50 procent,” skriver madkiosken på Facebook.
Værkstedet på Rørdrumvej har genbrugt en del brugt arbejdstøj fra Moesgaard Museum. Blandt andet er vagtskjorter blevet til flagranker, vandtætte jakker er blevet til cykeltasker, og polotrøjer har fået en ny fremtid som toilettasker. De nye produkter kan ses i denne korte video, og de kan købes i Værkstedets butik på Rørdrumvej 13.



