Det blev en lørdag eftermiddag og aften i Musikhuset Aarhus, præcis som folkene fra Grimfest kunne tænke sig den. Skaterne indtog foyeren, koncerterne fyldte Musikhusets sale, og der var hygge, poetry slam og andre underholdende indslag på den lille scene i forhallen. “Tak fordi i tog så godt imod det! Og tak til de frivillige – uden jer var der ingen Grim,” skrev Grimfest på Facebook søndag.
I aften kl. 19.00 går planlægningen af næste års Byfest i Brabrand i gang. Mødet foregår i Brabrand Sognegård, og alle er velkomne til at deltage og bidrage. Håbet er at få samlet en gruppe, som har lyst til at planlægge en kommende byfest i efteråret 2024. Blandt andet var det et stort ønske hos mange af dette års deltagere, at Hovedgaden næste gang bliver spærret af.
Tirsdag kl. 17.00 inviterer Fredens Hus til Dinner and Dialogue, hvor du kan opleve Hans Rønne i teaterforestillingen “Det begynder at blive koldt om fødderne.” Efter stykket bliver der talt om døden, og hvordan vi er omsorgsfulde mennesker for hinanden i den sidste fase af livet. Læs mere her.
Brabrand IF Gymnastik genopliver en tradition og inviterer til fælles juletræning for alle foreningens voksengymnaster onsdag d. 6.december kl. 19.00 – 19.50. Efter gymnastikken er der hygge i pejsestuen med fællessang og musikalske indslag ved en lokal trio bestående af Ole Bisbjerg på klaver, Hans Granlie på saxofon og Lene Byrialsen på vokal. Der serveres dele-tapas og kaffe af Café BIF. Pris: 80 kr. Tilmelding senest 23. november via dette link.
Blokambassadørerne i Gellerup har nu været i gang en uge, hvor de har været på trapperne for at dele informationsmateriale ud til beboere i Gellerup og Toveshøj. Brevet fra Kredsløb fortæller om den nye måde, vi allesammen skal i gang med at sortere køkkenaffald. I løbet af ugen er der blevet ringet på døre i næsten alle blokke på Gudrunsvej.
Palæstina var i fokus, da Yallah.dk og Beboernes Hus i Aarhus lørdag bød velkommen til en aften med arabisk musik og historiefortælling. Thomas Kruse fra Beboernes Hus indledte med at læse et palæstinensisk digt. Skuespiller Chadi Abdul-Karim fortalte om sin barndoms fortælling om Palæstina, og om hvordan han fik et helt andet indtryk af håb og livsmod blandt palæstinenserne, da han som voksen besøgte Palæstina. Nours Musikorkester spillede en medrivende koncert, hvor publikum med arabisk baggrund fornøjede sig med at synge med på flere af de kendte sange.