I denne uge fra mandag til fredag kl. 10-13 inviterer Veteranhjem Midtjylland, Edwin Rahrs Vej 61, alle interesserede til at besøge et arbejdende kunstnerfællesskab ledet af Jon Gislason og Mads Kær, også kaldet Krabat, som du ser på billedet med sin søn. Alle er velkomne, men der er kun adgang til Laden, hvor fællesskabet arbejder. Mads Kær er selv tidligere udsendt og har malet billedet Sammenhold, som i dag hænger på veteranhjemmet. Arkivfoto.
I eftermiddag kl. 17.00 får Den Gode Skolegang i Gellerup besøg af Simon Calmar Andersen fra TrygFondens Børneforskningscenter, som vil fortælle om modersmålsundervisning. Mødet foregår i beboerhuset Laden, og alle er velkomne.
Fodboldklubben Vatanspor kom lidt skævt i gang med efterårets kampe i jyllandsserie 2, da det på udebanen blev et nederlag på 1-3 til Holstebro. Hjemmeholdet kom tidligt foran 2-0, inden Vatanspor fik reduceret kort før pausen. Først til allersidst slog Holstebro sejren fast til 3-1. Allerede tirsdag kl. får Vatanspor chancen igen, da Lemming IF kl. 19 kommer på besøg på anlægget ved Sødalskolen.
I aften kl. 19.00 afholdes det sidste planlægningsmøde op til Brabrand Byfest d. 7. September. Mødet holdes i Café BIF i Brabrandhallen, og alle er velkomne.
Lørdag d. 31. august kl. 19.30 kan du på Gellerupscenen opleve en legende på den danske musikscene, Søren Sidevinds Spillemænd, der fejrer 51-års jubilæumskoncert den 31. august kl. 19.30. Søren Sidevinds Spillemænd blev dannet i efteråret 1973 og var oprindeligt et syvmands aktivistisk gadeband. Repertoiret bestod af spillemandsmusik, gamle arbejder- og kampsange og kopier af sange fra den danske og svenske såkaldte politiske musik. Men hurtigt begyndte bandet selv af fabrikere egne sange. Billet til koncerten koster 100 kroner og kan købes i Café Oskar eller ved at indbetale på MobilePay til 6416ET (Sidevind.2024) – din betaling er din billet.
Lørdag kl. 18:48 blev en 30-årig mandlig bilist sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han var blevet standset af en patrulje på Elna Munchs Gade i Gellerup.
En familie på Ligustervej i Brabrand har haft besøg af indbrudstyve. I følge Østjyllands Politi blev indbruddet begået mellem den onsdag kl. 18:00 og lørdag kl. 16:30.