Der blev uddelt masser af medaljer, da Brabrand IF Fodbold lørdag var vært for et fodboldstævne for både drenge og piger. Eleverne i de mindste klasser i bydelens folkeskoler kunne tilmelde hold i fællesskab. Alle kunne være med, uanset om man i forvejen spillede fodbold. Det blev til en hyggelig og fornøjelig dag for alle – inklusiv den vigtige medaljeoverrækkelse.
Også på Ellehøjskolen blev der uddelt medaljer. Ellehøjskolens Get2Sport SFO afholdt forleden fodboldstævne, og skolens piger løb med guldmedaljerne. Til gengæld fik skolens drenge en særlig fairplay-pokal. SFO´en har trænet børnene i at være en god ven og lytte til en voksen, og efter fodboldturneringen stemte deltagerne om, hvem der havde været mest fair.
Søndag eftermiddag tog Brabrands jyllandsserieherrer i fodbold imod Aalborg Freja på Domis Park, og de to hold endte med at spille 1-1. Kampens to mål blev begge score i den første del af anden halvleg. Brabrand ligger næstsidst i rækken.
Fredag eftermiddag og aften stoppede Østjyllands Politi flere bilister i og omkring Gellerup, som kørte bil uden kørekort. Kl. 15:01 blev en 30-årig mandlig bilist stoppet af en patrulje på Lily Brobergs Gade og sigtet, og det samme skete kl. 17:40 da en 39-årig mandlig bilist ligeledes blev standset af en patrulje på Janesvej. Kl. 19:56 blev en 31-årig mandlig bilist ligeledes sigtet for kørsel uden førerret, da han blev stoppet på Røgelvej.