Børn og unge i alle aldre deltog, da organisationen GAME søndag eftermiddag kom til Skovgårdsparken og arrangerede årets Street Game. Området ved Karensvej blev omdannet til ét stort street-univers med basket- og fodboldturneringer, glitter, dance battles, street art og masser af energi. På billedet er nogle af deltagerne i gang med en omgang stopdans.
Ejeren af Jaka-bygningen, A. Enggaard har igen flyttet mødet tirsdag kl. 17.00, hvor foreninger og ildsjæle i Brabrand er inviteret til at komme med forslag og ideer til, hvordan en nyopført bygning kan indrettes til glæde for hele Brabrand. “For at være tættere på Brabrand har vi flyttet lokationen til City Vest i egne lokaler øverst i bygningen,” skriver bystrateg Camilla Juul Sørensen. “Vi bliver desværre ikke helt så mange som vi håbede på, derfor har vi fundet nogle lidt mere passende rammer til mødet.” Du finder mødelokalet ved at tage elevatoren foran apoteket til øverste plan, hvorefter man forsætter ind på den gamle lægegang.
Fodboldklubben ACFC fik i weekenden de første points på kontoen, da det hjemme på Arena Vest i Gellerup blev til en 4-2-sejr i lokalopgøret mod Åbyhøj. ACFC havde få dage forinden fået en hård start i Skødstrup, der sejrede med hele 6-2 i åbningskampen. ACFC er i løbet af sommeren blevet forynget og stillede op med mange unge spillere på holdet.
Det er 17 år siden, Nordgårdskolen blev lukket af Århus Byråd, og Gellerup blev tømt for børn. Da Kløverskolen fredag officielt blev indviet, modtog skoleleder Helle Mønster en særlig gave – nemlig et stykke beton fra den nedrevne Nordgårdskole, som eksisterede fra 1970-2008, med et ønske om, at det må gå den nye Kløverskole bedre.
I weekenden d. 3.-5. oktober byder Gellerup Højskoles Forsamlingshus igen på weekendhøjskole. Her kan du tilmelde dig særlige hold, hvor du kan arbejde med ølbrygning, dyrke dine skrivetalenter eller prøve Urban Bouldering, hvor man klatrer i byrummet. For 399,- får du hele weekenden med fællesspisninger, højskolesang, undervisning og overnatning. Du kan læse mere på højskoleweekenden via begivenheden her.



