Der var stuvende fuldt på Gasværket, da de to fugle- og natur-elskere Allan Janniche (billedet) og Jens Gregersen søndag eftermiddag holdt foredrag om fuglelivets udvikling ved Brabrand Sø. Hver især fortalte de om søens betydning for dem gennem et langt liv. Førstnævnte gennemgik fuglearternes udvikling ved søen, mens Jens Gregersen fortalte om søens betydning for hans udvikling som kunstner.
Søndag aften blev Brabrand Kulturuge afsluttet med en smuk koncert i Brabrand Kirke, hvor trompetist Jesper Andersen, Louisevej, sammen med organist Michael Østergaard Jensen spillede en række værker af kendte komponister som Vivaldi, Bach og Händel – men også nyere værker af Alan Hovhaness og Stanley Friedman.
Brabrands andethold i fodbold for kvinder har efter oprykningen til jyllandsserien fået godt fat i rækken og spillede søndag en jævnbyrdig kamp mod topholdet IF Midtdjurs. Resultatet blev dog et nederlag på 0-2, efter at gæsterne havde bragt sig foran i kampens tredje minut – og først til sidst fordoblede føringen til slutresultatet 2-0.
Brabrand IF´s serie 1-hold for mænd fik lørdag et enkelt point med hjem fra udekampen mod ASA, hvor resultatet blev 2-2. Lasse Meyer blev dobbelt målscorer for Brabrand i den jævnbyrdige kamp, hvor Brabrands Jakob Kirring modtog sit andet gule kort få minutter før kampens afslutning. Brabrand ligger fortsat i bunden af rækken.
Fodboldspilleren Christoffer Maul Pedersen har valgt at lægge støvlerne på hylden, 27 år gammel. Langvarige skadesperioder har fået ham til at miste troen på, at han kan komme til at spille igen. Han har spillet i Brabrand IF de seneste to sæsoner. “Selvom karrieren ikke blev, som jeg havde håbet, så er jeg stolt af, hvad jeg trods alt fik drevet det til – de mange år som skadet ungdomsspiller, til de gentagende knæproblemer som voksen taget i betragtning,” skriver han på Facebook. Arkivfoto: Henrik Andersen.
Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad har problemer med at finde finansiering til et planlagt nyt familiebad i Gellerup. Ifølge en plan, som magistratsafdelingen for Teknik og Miljø har udarbejdet for Familiebadet i Gellerup, mangler projektet 120 millioner kroner for at kunne realisere et anlægsestimat på 398 millioner kroner. Til de kommende budgetforhandlinger vil han bede om 25 mio. kr. til projektet, mens man satser på at bede fonde om 50 mio. kr., fortæller han til Din Avis Aarhus.
Der var pæn interesse, da Pianokompagniet forleden inviterede til åbent hus i værkstedet på J.P. Larsens Vej. I løbet af eftermiddagen kom adskillige interesserede forbi og hørte om, hvordan ældre klaverer og flygler bliver restaureret og får et nyt liv hos virksomheden.