Den gamle tjørn på engen ned mod Brabrand Sø fortsætter med at stå model til mange fine motiver for Jørgen Nielsens kamera. I weekenden stod engen i det flotteste vinter-sollys.
Søndag kunne Grimfest tilføje et vaskeægte ikon på vores hjemlige musikscene til sommerens festivalprogram. Lige siden debuten med Aarhus-bandet Tears for mere end 50 år siden har Anne Linnet været en del af den danske pop-guldalder. Hendes lange solokarriere har kastet utallige evergreens som ‘Forårsdag’, ‘Tusind Stykker’, og ‘Barndommens Gade’ af sig. Dertil kommer masser af hits med Marquis de Sade og Shit & Chanel. “Vi glæder os allermest til at nyde Anne Linnets egen udødelige sangskat, når hun omdanner Skovscenen til et stykke dansk musikhistorie til sommer,” skriver Grimfest i præsentationen af Anne Linnet.
I dag fra kl. 13.15 er der bankospil i Folkehuset Brabrand. “Vi hygger os med banko (8 spil), samt amerikansk lotteri, kaffe og kage i pausen,” skriver folkehuset. Deltagelse i arrangementet koster 70 kr.
Søndag strømmede børnefamilier til Æblehaven ved Brabrand Sø for i strålende sol at deltage i fastelavnsfest på bakken med den smukke udsigt over søen. Traditionen tro var tønden fuld af slik til de mange fremmødte børn.
Også på Toveshøj blev det en dejlig fastelavns-eftermiddag i selskab med feer, prinser og prinsesser – og en enkelt spiderman. Det var afdelingsbestyrelsen, der stod bag fastelavns-arrangementet.
I aften kl. 19.00 er der åbent i træværkstedet i Folkehuset Brabrand. Her er plads til både begyndere og øvede. Der er frivillige klar til at hjælpe, og du behøver ingen forudgående erfaring.
På fredag fra kl. 16.30 inviterer Brabrand-Årslev Fællesråd til to timers fyraftensmøde, hvor du kan møde og høre fire byrådspolitikere debatere. På dagsordenen er skole og familieliv i Brabrand og den kommende udvikling i Årslev – samt yderligere et emne, som du kan være med til at bestemme. På fællesrådets Facebook-side kan du komme med et forslag til, hvilket emne du mener, der bør på dagsordenen. Du finder facebook-siden her.
I aften fra kl. 17.30 går det løs i Coding Pirates Gellerup. På Gellerup Bibliotek leger 7-12-årige børn med ny teknologi. Tilmelding via linket her er nødvendigt.
Hvis nogen skulle være i tvivl om, at Brabrand Sø trods længerevarende frost ikke er farbar, har Østjyllands Politi klart markeret, at det end ikke er tilladt at nærme sig søen. Billedet er taget i den østlige ende af søen ved Æblehaven.
På torsdag d. 19. februar kl. 19.00 inviterer Brabrand IF Badminton til generalforsamling i Brabrandhallen. Dagsordenen er efter vedtægterne, og du kan blandt andet høre en årsberetning om årets gang i afdelingen.



