Efterladenskaberne efter lattergas-misbrug lå søndag morgen spredt på parkeringspladsen ved Brabrandhallen: Store tomme metal-beholdere. “En af bivirkningerne ved et misbrug er, at man glemmer at rydde op efter sig og passe på miljøet. Brabrand IF har ingen aktiviteter, hvor der laves flødeskum af lattergas,” skriver Brabrand IF Fodbold på Facebook. Lattergas er fortsat et betydeligt rusmiddel blandt unge – tilsyneladende også i Brabrand.
Brabrand IF´s fodboldkvinder i 2. division gik søndag eftermiddag på vinterferie med et ærgerligt nederlag på 3-5 til Thisted FC. På kunstgræsbanen ved Brabrandhallen kom hjemmeholdet ellers godt fra start, da Sofie Obel scorede til 1-0 efter 18 minutter. Men det lykkedes Thisted at score to gange inden pausen, og det blev også 3-1 til gæsterne, inden Trine Marie Madsen og Christina Fensbæk udlignede til 3-3. Men to gange i de sidste 20 minutter fik Thisted FC scoret yderligere to mål til slutresultatet. Brabrand slutter efteråret på fjerdepladsen i rækken.
Brabrands håndboldherrer i 3. division led søndag eftermiddag på hjemmebane i Brabrandhallen et snævert nederlag på 27-28 til Nørre Djurs, der ligger midt i rækken. Brabrand har hermed fortsat nederst i rækken med to points for syv kampe.
Færdselsbetjente fra Østjyllands Politi var fredag eftermiddag på kontrol i det vestlige Aarhus, og det endte med flere sigtelser og kørekortsklip. 12 bilister havde mobilen i hånden under kørslen og står til at modtage både bøde og klip, mens syv bilister får bøder og klip for at køre frem for fuldt stop. Derudover kan syv bilister se frem til at skulle betale 1500 kroner i bøde, fordi de ikke havde sele på under kørslen. I alt blev 35 trafikanter sigtet.
I dag kl. 13.15 inviterer Folkehuset Brabrand til hyggelig banko-eftermiddag. Kaffe og brød er incl. ved køb af plader.
I aften kl. 17.30-19.30 i Laden holder Mino Danmark og Sundhedsstyrelsen debatmøde om betydningen af lige adgang til sundhed. Du kan blandt andre møde koordinater for Bydelsmødrene, Ilham Mohamed, daglig leder Kvindehuset Kristina Larsen og speciallæge i intern medicin Purnima Erichsen.
I dag er desuden sidste chance for at søge om en bod ved julemarkedet i Folkehuset Brabrand fredag d. 1. december. Du kan ringe eller sende en sms til Lisbeth Maul, tlf. 4068 9732.
Det boligsociale hus i Gellerup inviterer i dag kl. 16-17 til debatmøde i Laden for familier, som kæmper med at finde ro i hverdagen, mens krigen raser i Gaza. Hvordan passer jeg på mig selv og mine børn i en tid med krig og konflikt, lyder et af de centrale spørgsmål.