Lørdag den 25. april kl. 9.00–12.30 inviterer Sødalskolen til Åben Skole. “Dagen har fokus på fællesskabet omkring skolen, og vi vil gerne give forældre, søskende, kommende elever og andre interesserede et indblik i vores hverdag,” skriver skolen. I kan blandt andet møde skolebestyrelsen, deltage i workshops med basket og dans, prøve kræfter med matematiske udfordringer, lave sæbebobler, teste vores forhindringsbane, arbejde med samarbejdsøvelser, lære at gøgle og meget mere. Der vil også være fokus på bæredygtighed, et mini-bibliotek, kunstudstilling samt mulighed for at købe mad og drikke.
På fredag d. 17. april inviterer virksomheden Blue Room Production på Langdalsvej til fotoudstilling og fredagsbar fra kl. 15.00. “Det er altid dejligt at samles om noget, og denne gang hænger Frederik en serie fotos op. Temaet er Raw in Motion. Det er rå fotos – ingen Photoshop – de er rystede og ikke skarpe. Det er modpolen til den polerede verden, vi lever i, skriver Blue Room.
“Vi håber, I har lyst til at kigge forbi til en øl, et glas vin eller en sodavand – i vores sædvanlige fredagsbarstil,” tilføjer virksomheden.
I eftermiddag kl. 13.15 er der bankospil i Folkehuset Brabrand, Voldbækvej 92. Deltagelse koster 70,-, og for de penge får du bankoplader, deltagelse i lotteri samt kaffe og kage.
Søndag vandt Vatanspor en hårdt tilkæmpet 2-1-sejr på udebane over Hasle Boldklub. For tredje kamp i træk skabte holdet et hav af chancer allerede i første halvleg men bolden vil bare ikke ind. Dagens debutant Mustafa Husseinzada leverede en præstation af høj klasse og stod for en del af chancerne. og efter en halv time bragte han Vatanspor foran 0-1. Hjemmeholdet udlignede i starten af anden halvleg, men Vatanspor sikrede sejren i det 82. minut: Ismail Deveci modtog bolden uden for feltet, tog et par træk og bankede den i mål uden chance for Hasles målmand. Vatanspor har nu seks points for to kampe.
Sæsonen er så småt i gang i Fælleshaven i Gellerups bypark. Havefolket er i gang med at gøre højbedene klar, og er ligeledes i gang med at lave nyt kompostområde. “Vi køber også hylder til Spirehuset, som man kan sætte spirekasser på, og så får vi en elektrisk kultivator, som kan hjælpe med at få højbedene gjort klar til dyrkning,” skriver Fælleshaven. Vil du leje et højbed, så kontakt Helle på 27832782 – send gerne sms med navn og adresse. I næste weekend er der åbent i Spirehuset er fredag kl. 13:30 – 15 og søndag den 19. april klokken 12 – 14.
I formiddag kl. 10.00 starter petanque-sæsonen op igen i Folkehuset Brabrand. Alle er velkomne til at kigge forbi.
I eftermiddag fra kl. 13.00 skal mandefællesskabet ved Folkehuset Brabrand igen ud efter nye oplevelser. Denne gang går turen til Andersen Winery i Knebel. Rundvisning og smagsprøver med efterfølgende kaffe og kage i Kalø Slotscafé koster 100,-. Pengene betales på Mobile Pay nr. 0620zs.



