I dag er der skolestart for de lokale skoleelever, og Østjyllands Politi opfordrer i den forbindelse alle bilister om at køre pænt: “Erfaringerne viser desværre, at nogle bilister kan have lidt for travlt med at få afleveret deres børn i skolen, og at de derfor ender med enten at køre for stærkt eller får parkeret et sted, hvor det kan skabe farlige situationer for alle andre,” skriver Østjyllands Politi i et Facebook-opslag, hvor de lover at være aktivt til stede ved en række af byens skoler.
Beboerne på og omkring Gudrunsvej og Trille Lucassens Gade må i denne tid tålmodigt vente på, at byggefolkene fra JCN Bolig har fået banket de stor betonpiller i jorden til de planlagte nye byggerier – blandt andet et lejlighedsbyggeri her i det nederste sydøstlige hjørne af Gudrunsvej. Du kan læse om byggeprojektet her. Foto: Helle Hansen.
På torsdag og fredag d. 15. og 16. august kl. 20 skyder Cirkus Tværs Gellerup Cirkus Festival i gang med to flotte forestillinger med de dygtige akrobater i Copenhagen Collective. Da Gellerupscenen ikke kunne rumme deres flotte forestilling, The Genesis, har det været nødvendigt at flytte forestillingerne til Den Rå Hal ved Godsbanen. Billetterne koster 120,-, og du kan bestille dem her.
I dag kl. 13.15 er igen banko-hygge i Folkehus Brabrands café Søcafeen. Der spilles 10 spil banko med fine præmier. Og i pausen er der kaffe og lækker kage fra caféen.
Østjyllands Politi fik søndag omkring kl. 17.30 flere anmeldelser om, at nogle mænd bevæbnet med skydevåben kørte rundt i Brabrand. Anmeldelserne fik flere patruljer til at rykke ud i området, og ved Bazar Vest fandt politiet frem til den bil, som mændene var kørende i. Ved bilen stod en 22-årig mand, som var i færd med at tage et gevær op fra bagsædet. Han lagde det dog straks igen, da betjentene beordrede ham til det, hvorefter han blev anholdt. Det viste sig, at der var tale om et legetøjsgevær, og at der var to af slagsen i bilen. Den 22-årige blev sigtet for at have forstyrret den offentlige orden.
På samme p-plads ved Bazar Vest forsøgte en 40-årig mand at stikke af fra politiet, da de ville tale med ham. Han blev dog indhentet, og da betjentene under visitationen fandt en mindre mængde kokain på ham, blev han sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Brabrands fodboldkvinder, som søndag tog hul på sæsonen i 2. division med en sejr, skal på onsdag d. 14. august møde JAI, ligeledes fra 2. division, i pokalturneringens første runde. De to hold har de seneste år spillet utallige jævnbyrdige opgør mod hinanden. Kampen spilles kl. 18.30 på Domis Park.
I aften kl. 19.00 tager Brabrand IF´s herrer i serie 1 hul på efterårets kampe med en hjemmekamp mod ASA. Holdet skal forsøge at finde ro og stabilitet i rækken efter tre nedrykninger fra danmarksserien til serie 1. Holdets tidligere træner Thomas Otkjær har sagt farvel, og mange af holdets unge spillere er i gang med at finde sig til rette.