Der var både spænding og flot håndboldspil i Brabrandhallen søndag sidst på eftermiddagen, da Brabrand IF´s og HEI Skærings håndboldtalenter i u15-rækken tørnede sammen i 1. division. I første halvleg var det gæsterne fra Skæring, som havde overtaget, og HEI kunne gå til pause med en 13-9-føring. Men det ændrede sig i anden halvleg, hvor de unge Brabrand-spillere virkelig tog fat og ændrede slagets gang fuldstændig. Det endte med en 25-24-sejr til Brabrand IF, og det betyder, at Brabrand nu indtager førstepladsen i rækken.
I eftermiddag kl. 15-17 inviterer Gellerup Bibliotek til Vinterdrys på Verdenspladsen. “Lun jer ved bålene og nyd, at Verdenspladsen denne dag lyser op i mørket,” lyder det i invitationen til arrangementet, der samtidig er en fejring af bibliotekets fødselsdag. Desuden vil der være hyggelige aktiviteter for store og små i Mellemrummet ved biblioteket. Læs om arrangementet her.
I eftermiddag kl. 16-17 kan du på Gellerup Bibliotek desuden møde Rådmanden for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, som har åben træffetid på biblioteket kl. 16.00-17.00.
Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv er klar med endnu en udgave af den traditionsrige Brabrand Kalender. Her kan du som altid se historiske billeder fra dit lokalområde og læse om små og store lokale begivenheder gennem tiderne. Kalenderen kan købes for 50 kr. tre forskellige steder på Hovedgaden: Hos Genbrugsbutikken Danmission, Klinik for Fodterapi og hos Bager Hartmeier. Overskuddet fra salget går til Brabrands kultur- og forsamlingshus Gasværket.
I dag kl. 13.00 arrangerer Folkehuset Brabrand en juletur til Gartnergården. Der køres i egne busser en smuk tur til Gartnergården. Undervejs er der lagkage og kaffe. Pris 120 kr. Billetter sælges i caféen.
I dag kl. 13-15 inviterer Folkehuset Gellerup til julehygge i Mandagscafeen. “Vi spiser æbleskiver, drikker gløgg og julehygger med juleklip. Og så fortæller vi om forskellige juletraditioner,” lyder det i invitationen.
