I formiddag kl. 10-13 inviterer Smag på Aarhus til naturdag på Sølyst. Denne lørdag kan du lave smukke blomstertryk med forårets blomster og nyde varm saft over bål. Desuden bliver der åbnet til dyrene, tændt bål og sat gang i sjove og lærerige aktiviteter for både børn og voksne.
Sent fredag aften klokken blev Østjyllands Brandvæsen alarmeret til brand på et bilværksted på Dalgårdsvej. Brandvæsenet rykkede massivt ud med flere stationer samt indsatsleder. Ved ankomsten var værkstedet kraftigt overtændt, og dele af bygningen stod ikke til at redde. Brandfolkene arbejdede i længere tid på stedet for at få kontrol over branden. Kontoret er nedbrændt, mens flere biler på værkstedet også er udbrændt. Brandårsagen er stadig ukendt, skriver Stiften. Østjyllands Politi var også til stede og skal nu undersøge brandårsagen.
I eftermiddag kl. 13.00-16.00 inviterer kunstplatformen Sigrids Stue til fælles kartoffel-lægning på Bymarken ved Sigrids Udestue tæt på Nordgårdhallen, Tinesvej 31. Her har Sigrids Stue med stor ihærdighed omdannet en byggetomt til en frodig køkkenhave. Alle er velkomne til at komme og være med til kartoffellægningen.
Fredag d. 15. maj lancerer Æblehaven et spændende samarbejde med cider-virksomheden Æblefald, “Æbler fra haven”. Flaskens indhold er så lokalt, som det kan blive: Æbler fra Æblehaven som efterfølgende er bearbejdet hos Æblefald på Sydhavnen i Aarhus C. “Vi fejrer samarbejdet fra kl. 17-20, med salg af Æblefald, hyggelig fredagsstemning i haven, lækker live musik og havespil,” skriver Æblehaven på Facebook.
I eftermiddag kl. 14.00 kan du hjælpe Brabrands fodboldkvinder i C-Liga til vigtige points i bunden af rækken, når Silkeborg IF kommer på besøg på AURA Park. Det lykkedes for få uger siden Brabrand-holdet at vinde sæsonens hidtil eneste sejr på udebane over netop Silkeborg IF. Der er gratis entré til kampen.
I eftermiddag kl. 15.30 er der topkamp på anlægget ved Sødalskolen, når Vatanspor i serie 1 tager imod naboerne fra TST Tilst. Vatanspor har efter en svær start fået medvind og har vundet en række sejre, der har bragt holdet op på førstepladsen i rækken. Traditionen tro vil grillen være tændt, og der vil være god stemning omkring banen til opgøret i serie 1.
Brabrand IF Fodbold inviterer fredag d. 22. maj til et brag af en eftermiddag med masser aktiviteter og højt humør på anlægget ved Engdalsvej. Det hele er gratis. Fra kl. 16.30 vil der være hoppeborg, panna-bane, fodbolddart og merchandise bod. Kl. 19 spiller Brabrand IF i 2. division for mænd en vigtig kamp i nedrykningsspillet mod Skive. Her er der de normale entré-priser: 75,- for voksne, 40,- for børn over 12 år, pensionister og studerende og gratis for børn under 12 år.
Lørdag og søndag genlyder Brabrandhallerne af slag til fjerbolde, når Højbjerg Badmintonklub arrangerer DM i Hyggefjer. Stævnet har blandt andet deltagelse af spillere fra BIF Badminton.
I weekenden inviterer ungdoms-organisationen Grøn Geist til klima-festival på Gellerup Højskole med kreative workshops, debatter og humoristiske indslag. Du kan læse om eventet her.



