I eftermiddag kl. 14.00 spiller Brabrands fodboldkvinder sæsonens første hjemmekamp på AURA Park. Holdet har de seneste sæsoner spillet på landets tredje-højeste niveau, C-Liga, men var før sommerferien tæt på at rykke ned. Hele holdet og staben er dog rykket sammen og er klar til at kæmpe for at gøre mere fyldest i rækken i denne sæson. Efter 0-0 i den første kamp tager holdet imod Silkeborg IF. Der er gratis adgang til kampen.

I dag kl. 17.15 kan du opleve Gellerups stolte dansegruppe, Black Top Team, i Festugeparken midt i Aarhus. Med hiphop, breakdance og debat indtager Black Top Team scenen med fuld energi! Gennem årene har Black Top Team optrådt i hele landet og har modtaget Muskelsvindfondens ‘Plads til Forskelle’-pris.
Folkehuset Brabrand, Voldbækvej 92, starter tirsdag d. 22. september sammen med Læseforeningen et nyt læsefællesskab, der er for alle, som har lyst til at få læst højt af noveller og digte. Du kommer bare, sætter dig ned og lytter. Du får også teksterne printet, så du har mulighed for at følge med. Det er ganske gratis, og du skal hverken melde til eller fra. Der er hver tirsdag kaffe, the og vand til alle. Og de to første tirsdage, d. 22. og 29. september byder caféen på gratis frokost, som deltagerne spiser sammen efter læsningen.
For nylig havde Pianokompagniet på J.P. Larsens Vej fornøjelsen af at istandsætte et Hornung & Møller pianino som en kunde havde fået fat i. “Ved et opslag i Hornung & Møllers nummerbøger, som findes online på “Statens Arkiver”, kan man læse, at pianinoet med nr. 50.214 oprindeligt er leveret til komponisten Niels Viggo Bentzon. Så blev opgaven pludselig mere interessant, når pianinoet har en så fornem historie,” skriver Pianokompagniet på Facebook.
I dag kl. 17 og 20 kan du på spillestedet Radar under Aarhus Festuge opleve to koncerter med digteren Peter Laugesen, som er særlig guest star ved to koncerter med guitaristen Jakob Bro, den norske trommeslager Veslemøy Narvesen og saxofonist Jesper Zeuthen. Køb billetter her.
På tirsdag kl. 11 tager mandefællesskabet ved Folkehuset Brabrand på sejltur på Skanderborg Sø med det gode skib Dagmar. Send 250 kr. pr. mand til mobilepay 0620zs. Afgang fra folkehuset i egne biler. Du kan læse mere om arrangementet her.



