I dag kl. 11-14 inviterer Gellerups nye skole, Kløverskolen, for første gang indenfor på den nye skole, der åbner til august. Skolen er særligt udviklet til projektbaseret læring, hvor elever arbejder aktivt med virkelige emner på tværs af fag og fællesskaber. Der vil være rundvisninger hver halve time ved skoleleder Helle Mønster og projektlederen hos MT Højgaard, som bygger skolen. Der er indgang fra Trille Lucassens Gade. Der er plads til parkering over for skolen på det frie areal ved Trille Lucassens Gade nær Børnehuset Engen.
I dag kl. 10-14 inviterer Brabrand IF Gymnastik til den årlige forårsopvisning. Der er gæsteoptræden af Spirit fra Aarhus Tigers, Levring Efterskole og DGI Juniorhold. Gymnastikafdelingen opfordrer til, at man kommer på cykel eller til fods, da parkeringsmulighederne er begrænsede.
I dag fra kl. 8.30 er der masser af liv på Arena Vest midt i Gellerup, hvor ACFC afvikler fodboldstævnet Elite Cup Gellerup for landets bedste u11- og u12-hold. I dag gælder det u12-rækken, hvor du kan opleve hold fra bl.a. FC København, AGF, FC Nordsjælland og OB. Alle er velkomne til at kigge forbi anlægget, hvor der vil være salg af kaffe og mad.
I formiddag kl. 9-12 byder Globus 1 som altid den første lørdag i måneden på Lørdagsleg. Hele hallen er indrettet som én stor forhindringsbane for de 0-6-årige og deres forældre.
Her er en idé til din forårs-søndag, hvis du får lyst til en gåtur i Brabrand. En gruppe 10-årige piger har på eget initiativ selv arrangeret en affaldsindsamling i lokalområdet. Måske du allerede har set en af de plakater, de har hængt op i Brabrand. Du kan se invitationen her ovenfor. Alle er velkomne.
I formiddag kl. 10-13 byder Gellerup Bibliotek på lørdagsværksted, med mulighed for at gå foråret i møde med spirekasser. Biblioteket sørger for karsefrø, vat og beholdere, man kan pynte.
I samme tidsrum, kl. 10-13, byder Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv inden for i lokalet på Gellerup Bibliotek. Du kan få hjælp til at finde lokalhistoriske informationer og aflevere forskelligt historisk materiale.
I eftermiddag kl. 14-17 fejrer Gellerupparken afslutningen på ramadanen og skaber hyggelige rammer om den efterfølgende Eid-fest. Der vil være slikposer til 10 kroner til alle børn under 15 år. Medbring Sundhedskort.
I eftermiddag kl. 14.00 spiller fodboldklubben Vatanspor forårets første hjemmekamp i Jyllandsserie 2, hvor Thorsager-Rønde IF kommer på besøg på anlægget ved Sødalskolen.