I dag kl. 10-13 er der Åben Lørdag på Sølyst, Louisevej 100. Denne lørdag kan I høre om den spiselige natur. “Nogle af de spiselige ting, vi finder, bruger vi til at lave mad over bål. Og bålet bruger vi samtidig til at varme os ved og hygge os omkring,” skriver Smag på Aarhus, som står bag dagen. “Hele familien er meget velkommen, når vi bruger nogle gode timer sammen ude i naturen. Medbring tøj efter vejret og evt. noget at sidde på.”
Både lørdag og søndag kl. 10-16 inviterer City Vest og Oliven Spejderne til stort loppemarked i butikscentret. Du kan købe gamle dekorationer fra City Vests store dekorationsværksted, mens Oliven Spejderne også sælger deres deres eget håndværk.
Livsstilsbutikken KAiKU åbner både lørdag og søndag kl. 10-17 dørene til butikkens eget julemarked. Du kan smage på julens delikatesser, møde den talentfulde keramiker Thilde Graulund, og se butikkens bud på årets juledekorationer.
I dag afholder Sporvejenes Frimærke- og Møntklub i Aarhus deres årlige store
frimærkeudstilling i Folkehuset Brabrand. Der holdes åbent fra kl. 9 til 15 og alle er velkomne.
I formiddag kl. 9-12 kan Globus 1 igen byde indenfor til lørdagsleg i hallen. Kl. 9-12 kan børn i alderen 0-6 år tumle sammen med deres forældre, blandt andet i en stor forhindringsbane, der opbygges i hallen.
I dag kl. 10-13 holder Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv åbent i lokalerne på Gellerup Bibliotek. Du kan her søge alle slags historiske informationer om dit lokalområde.
I eftermiddag kl. 14.00 spiller Brabrand IF´s 2. divisionsmænd i fodbold på hjemmebane mod Nykøbing FC. Kampen spilles på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen. Da Skive fredag slog Thisted 2-0, er Brabrand tvunget til at vinde, hvis holdet ikke skal efterlades på rækkens sidsteplads.
I eftermiddag kl. 14-17 byder Henrik Højlund, Silkeborgvej 572, på en udstilling af billeder hjemme i udestuen. Alle er velkomne. Der er gratis kaffe og croissant.