Fredag eftermiddag var en masse af Brabrand IF Fodbolds børnehold samlet på idrætsanlægget på Engdalsvej for at markere et stort sponsorat af den lokal Rema 1000. Købmand Mads Veirup har doneret 300 sæt fodboldtøj til ungdomsafdelingens drenge- og pigehold, der alle får nyt kamptøj.
Som en del af Brabrand IF Fodbolds fredags-arrangement mødte de to målmænd på klubbens 2. divisionshold, Lucas Martin og Henrik Lindhard op på anlægget, og fodbolddrenge og piger fik mulighed for at forsøge at score på de to målmænd. Desuden tog de to målmænd sig god tid til at snakke med de unge spillere. Her er det Henrik Lindhard, som har en snak om målmandshandsker.
I formiddag kl. 10.00 inviterer Folkehuset Brabrand til en gratis workshop, Kraften af Positiv Tænkning, hvor du kan høre oplæg og tale om selvrespekt, grænsesætning og principper for at holde hovedet koldt og hjertet varmt. Tilmeld dig her.
I eftermiddag kl. 14-16 byder Gellerup Museum på et foredrag med Lars Nikolajsen, som fortæller om arkitekt Knud Blach Petersen og hans virke i Gellerup og resten af Brabrand. Det foregår på museet, Gudrunsvej 16 6.th., og der er gratis adgang. Du kan læse om arrangementet her.
Brabrands 2. divisionshold for mænd skal i dag på sæsonens måske mest vanskelige opgave, når holdet kl. 14.00 på Gladsaxe Stadion møder rækkens nummer ét, AB. Da de to hold mødtes i Brabrand, vandt AB en snæver 2-1-sejr efter en kamp, hvor Brabrand var godt med, men hvor AB udnyttede et par blundere i Brabrands forsvar. Du kan følge kampen via streaming på JFM.
Fredag formiddag havde bydelsmødrene besøg af byrådsmedlem for Radikale Venstre, Mahad Yussuf, som fortalte om arbejdet i byrådet, og hvordan beslutninger bliver truffet. Over 30 bydelsmødre mødte op til arrangementet, og der var efterfølgende tid til at tale med Mahad Yussuf om forskellige spørgsmål.



