I dag kl. 12.00 går starten til weekendens støtte-arrangement Giv 24 timer til Syge Børn omkring Brabrand Sø. Deltagergebyret er 100 kr. for børn og 200 kr. for voksne. Tilmelding via Mobile Pay box 8523AN. Alle beløb går ubeskåret til Akut Børnemodtagelse på Aarhus Universitetshospital, Skejby. Læs mere her.
Gennem længere tid har håndværkere arbejdet på at renovere og forny mountainbike-sporene i Hasle Bakker og i Skjoldhøjkilen, og nu er tiden kommet til, at sporene kan tages i brug igen. På onsdag d. 25. juni kl. 14.00 bliver sporene genindviet – blandt andet med tale af kultur-rådmand Rabih Azad-Ahmad. Kig forbi ved Grimhøjvej 16.
Aarhus Friplejehjem Helheden har nu fået indkøbt en eldrevet cykel, med mulighed for at to af beboerne kan sidde foran. “Vi elsker vores nye cykel, og når turen går rundt om Brabrandsøen og slutter med en tur i Netto, så bliver dagen ikke bedre,” skriver plejehjemmet i et opslag på Facebook.
I formiddag fra klokken 10.00 er der 3. divisions-tennis på anlægget i Brabrand Bakker, hvor Brabrand IF Tennis på hjemmebane møder Silkeborg. På samme tid spiller klubbens stærke andethold også på hjemmebane mod Randers.
I formiddag kl. 11.30-12.30 kan du sætte dig godt til rette på Gellerup Bibliotek, der inviterer indenfor til en hyggelig formiddag, hvor bibliotekets formidler læser uddrag fra tre aktuelle forfattere fra festivalen Literature Xchange. Biblioteket byder på en kop kaffe eller te og mulighed for at tale sammen om litteraturen bagefter.



