I eftermiddag kl. 13-16 inviterer Sigrids Stue til en festlig langbordsmiddag, hvor du kan komme og smage på retter lavet med Bymarkens afgrøder. I samarbejde med lokale foreninger og beboere disker Sigrids Stue op med kartoffelretter fra blandt andet det somaliske, arabiske, polske og danske køkken.
I dag kl. 11-13 omdanner Gellerup Bibliotek bibliotekshaven til et æblemosteri, hvor du kan presse dine egne æbler og få æblemost med hjem. Man kan max presse 20 kg. æbler af gangen, så alle kan få plads.
Landets rigeste mand, Anders Holch Povlsen, som er bosiddende på herregården Constantinsborg, har de seneste år været en særdeles flittig opkøber af ejendomme med store jordarealer. Det gælder blandt andet nordvest for Årslev Engsø, hvor Bestseller-ejeren har opkøbt flere ejendomme. Hans voksende østjyske ejendomsportefølje består nu af i alt 118 ejendomme, hvis areal beløber sig til næsten 20 kvadratkilometer, skriver Din Avis Aarhus, som har lavet opgørelsen. Du kan læse artiklen her.
Lørdag og søndag kl. 12-16 inviterer grafikerne i Jydsk Grafisk Værksted, Engdalsvej 69A, alle interesserede indenfor i værkstedet.
I eftermiddag kl. 14-16 kan du hos Gellerup Museum opleve en udstilling om arkitekten Knud Blach Petersens i Gellerup, “Blach, beton og bedste boliger” på Gellerup Museum. Der er fernisering på udstillingen, der er blevet til i samarbejde med Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv.
I dag kl. 14.00 byder fodboldklubben Vatanspor igen på god stemning og kamp om de tre points, når Kristrup kommer på besøg på idrætsanlægget ved Sødalskolen.
Lørdag og søndag kl. 12-16 kan du opleve kunstudstillingen “Det Nære” på Gasværket. I samme tidsrum er der åbent i Victors Værksted, der udstiller værker af ca. 15 malere tilknyttet værkstedet.
I aften kl. 18.00 inviterer Brabrand Whiskyklub – Maltværket endnu engang til det årlige festarrangement ”Mad med Whisky – Whisky til Mad”, der foregår på Gasværket. Der har været tilmeldingsfrist til arrangementet.
Lørdag inviterer foreningen Natur-Retur til dagshøjskole på Sølyst. Dagen byder på en række spændende workshops og aktiviteter, der giver mulighed for at udforske naturen sammen. Alle billetter til arrangementet er udsolgt.



