En lokal borger, Michael Visser, har udviklet en hjemmeside, hvor man kan se den aktuelle vandstand i Brabrand Sø, og om der er oversvømmelser forskellige steder på Brabrandstien. Med data fra Aarhus Kommunes egne målesteder omkring søen kan hjemmesiden give præcise meldinger, om stien er farbar for cykler og for gående. Aktuelt melder hjemmesiden, at stien er farbar hele vejen rundt – bortset fra et sted, han kalder “fiskeplads”, hvor meldingen er: “Forvent våde fødder, pas på i overfladevand”. Du finder hjemmesiden Brabrandstien.dk her.
Fredag sidst på eftermiddagen blev det storstilede lyd- og installationsprojekt Gellerups Skygger præsenteret for offentligheden – efter at mørket hen ad 16.30-tiden begyndte at sænke sig over Verdenspladsen. Især mange børnefamilier havde valgt at lægge vejen forbi for at opleve de ca. 20 minutters film-visning på væggene af Sports- og Kulturcampus. Undervejs var der hints til både lokale og globale forhold – lige fra fodboldklubben ACFC til fred i verden. I den kommende tid kan Gellerups Skygger opleves hver dag tidlig morgen og efter solnedgang.
Stiften har udarbejdet en liste over den såkaldte egenskoleandel på alle distriktsskoler i Aarhus Kommune. På listen ligger de to lokale skoler, Ellehøjskolen og Sødalskolen helt i bund, når det gælder andelen af lokale børn, der går på skolerne – henholdsvis 20,1 procent på Ellehøjskolen og 21,4 procent på Sødalskolen. “Vi har ikke mange børn med dansk baggrund, og det afspejler det område, vi ligger i. Men jeg synes, det er ærgerligt, at forældrene ikke vælger det lokale,” siger skoleleder på Ellehøjskolen, Helle Mønster, til avisen. Du kan selv se tallene her.
Onsdag var beboerne i de høje blokke i Gellerupparken inviteret til infomøde om den forestående renovering. Der kunne beboerne få et indblik i hvordan renoveringen kommer til at foregå. I den første blok (B6) – Gudrunsvej 58-66, begynder renoveringen allerede i april i år. Hvis projektet løber planmæssigt er alle de høje blokke færdigrenoveret til september 2029. Du kan læse mere om projektet her.
Projektet Vi Fællesskaber Gellerup holdt forleden præsentation af det tredje år af projektet på Onsite Gallery udenfor Arkitektskolen Aarhus. Stadsarkitekt Anne Mette Boye holdt oplæg sammen med projektleder Aysha Amin samt de unge arkitekter fra lommeguld, Rabia og Safa. Udstillingen d. 23. januar til lokalerne hos Andromeda 8220 på Gudrunsvej 78. Foto: William Beier.
Cyklisterne må væbne sig med tålmodighed, hvis de venter på, at Aarhus Kommune hæver Brabrandstien, så den sjældnere bliver oversvømmet af vand fra Brabrand Sø. Til Stiften fortæller afdelingsleder i Mobilitet, Morten Skou Nicolaisen, at opgaven ikke er nem at løse. Blandt andet er en af udfordringerne, at Brabrandstien ligger i et beskyttet naturområde og skal have tilladelse til ændringer, siger han til avisen.