I formiddag kl. 10-13 inviterer Teknik og Miljø og Junior Rangers til naturdag på Sølyst, Louisevej 100. “Kom og sig hej til dyrene, varm dig ved bålet og gå på jagt i sansehusene. Du kan som altid gå på et spændende natureventyr, der gennem en magisk fortælling guider dig rundt på området,” skriver arrangørerne.
Fredag var en festdag for mange unge i hele Brabrand. Det var sidste skoledag, og der var hyggelige aktiviteter på de lokale skoler. Her er afgangseleverne på Engdalskolen og de yngre elever på vej til fælles hygge og aktivitet på idrætsanlægget i Brabrand. Senere fortsatte festlighederne hos Grimfest på Grimhøjvej, hvor Aarhus Kommune var vært for sidste skoledags-festen.
I eftermiddag kl. 14.00 er der topbrag på Engdalsvej, når Brabrand IF og VSK Aarhus tørner sammen i fodboldens 3. division for mænd. De to hold ligger lige nu placeret på de to oprykningspladser til 2. division med fem spillerunder tilbage. “Vi håber, at vi kan skabe en god stemning for hele familien. Der er ekstra mange aktiviteter for de yngste, med bl.a. fodbolddart og “børnebiks” med slush-ice og popcorn og meget andet er klargjort,” skriver Brabrand Divisions Fodbold i optakten.
Brabrand Divisions Fodbold har i øvrigt forlænget det mangeårige samarbejde med udviklingsselskabet Domis, et samarbejde som startede op i 2020, da holdets økonomi skulle gentænkes. Projektdirektør Jens Møller Boeriis udtaler: ”Vi er utroligt tilfredse med det samarbejde, vi har haft med Brabrand Divisions Fodbold, og som vi ser frem til at fortsætte i sæsonen 2025/2026. Vores visioner omkring udvikling af Åby Vest, herunder Brabrand Mejeri som en del af en bæredygtig bydel, hvor kombinationen af nærhed til både by og natur går hånd i hånd med vores engagement i Brabrand Divisions Fodbold.”
Lørdag og søndag kl. 12-16 inviterer Opgang2 i samarbejde med Arabisk–Dansk Kulturhus til JALLA:24 – Noget på hjerte, der er en weekendkunstudstilling med repræsentation af kunstnere med arabisk baggrund. En udstilling med værker der udtrykker store universelle menneskelige følelsesmæssige tilstande som længsel, sorg, afmagt og kærlighed. Det foregår hos Opgang2, Valdemarsgade 1H, 8000 Aarhus C.
Udover at præsentere en kunstudstilling har JALLA:24 også fokus på børnefortællingerne, der var en markant del af tv-serien “3 Minutter i Gellerup”. Værkerne fra filmene udstilles, man kan mødes seriens bagmand, Søren Marcussen, og billedkunstner David Ramirez Gomez vil være til stede, og skabe et værk i samme stil, som dem han lavede til tv-serien. Værket kommer til at tage udgangspunkt i den forandring der er sket i Gellerup-området siden tv-serien blev skabt.
I dag kl. 13.00 spiller Vatanspor i jyllandsserien hjemme på Sødalen mod TST Tilst, som holdet mødte i første spillerunde. Den kamp endte 2-1 til TST, der scorede i overtiden. Det er den eneste kamp, holdet har tabt. “Det er en vigtig kamp og som altid har vi brug for jeres støtte. Stemningen og spillet bliver lige en takt bedre, når I er der til at støtte drengene. Kom og vær en del af familien og lad os sammen jagte de 3 point,” skriver Vatanspor på Facebook.
