Nedrivningen af Jaka-fabrikken er gået i gang. Nu forsvinder shed-tage, hvælvede gavle og resten af den tidligere konservesfabrik, der blev indviet tilbage i 1954. Nedbrydningsfirmaet Kingo er gået løs på opgaven at fjerne den historiske bygning fra jordens overflade. Grundens ejer, A. Enggaard A/S har fået tilladelse til både nedrivning og byggeri af en ny bygning med 69 seniorboliger. Nybyggeriet går sandsynligvis i gang senere på foråret.
I den sidste tid har folkene hos Grønne Områder i Aarhus Kommune haft travlt med at skære træer og buske ned i Brabrand Søpark. Gennem de seneste år var alt groet så meget til, at det ikke længere var muligt at se Brabrand Sø fra Plejehjemmet Engsøgaard og toppen af søparken, men det kan man nu igen.
Fodboldturneringen Elite Cup Gellerup kan nu melde udsolgt til årets fodboldstævne, der bliver afholdt 28. marts for u12-drenge og 29. marts for u11-drenge. “Det bliver kæmpestort. Vi kan afsløre, at der igen i år vil være deltagelse nogle af de største klubber i landet og formentlig en udenlandsk klub,” skriver arrangørerne. 12 hold i hver række dyster på Arena Vest i Gellerup om at være dem der står med pokalen og spiller bedst fodbold på dagen. Sidste år vandt FC Nordsjælland i u11-rækken, og Gentofte Fodbold Akademi i u12.
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 1030 i Retten i Aarhus en 24-årig mand fra Brabrand. Han sigtes for salg af narkotika og vi forventer, at anklagemyndigheden vil begære lukkede døre, hvorfor vi ikke har yderligere oplysninger til sagen.
Vil du være med til at tage afsked med en beboer i Gellerup Sogn, spørger Gellerup Kirke i et opslag på Facebook. En beboer i Hejredalsparken, Henriette Frank Seljepil, er gået bort, og efterlader sig ikke pårørende. Hun skal bisættes fra Vestre Lille Kapel på onsdag den 21. januar kl. 14. Hun boede i mange år på Ingersvej. “Hvis du vil være med til at vise en sidste omsorg for et menneske ved at sende hende på vej med et par salmer og en bøn, så er du meget hjerteligt velkommen,” skriver kirken.



