I eftermiddag fra kl. 13.00 går det løs med årets oplevelsesløb i Gellerup, Løb mellem husene. Alle kan gennemføre en af de to ruter, enten løbende eller gående. Starten går i den sydlige del af byparken ud mod Trille Lucassens Gade. Desuden er der masser af boder og underholdning eftermiddagen igennem. Du kan tilmelde dig ved startstedet.
Lørdag og søndag kl. 11-16 holder Galleri JP17B på J.P. Larsens Vej 17B åbent hus. Det samme gælder Jydsk Grafisk Værksted, Engdalsvej 69A, kælderen, som begge dage har åbent kl. 12-16.
Martin Lysholm Hornstrup stopper som kirkemusiker i Gellerup Kirke. Her har han siden 2007 været igangsætter af mange nye initiativer, der har inkluderet fællessang. Han er nu blevet ansat i Liturgisk Forum i en projektmedarbejderstilling. Martin Hornstrup er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium og har gennem årene været engageret i bl.a. Syng Nyt og Forum for Børnesalmer, ”De dødes dag” i Aarhus, ligesom han har skrevet en række artikler om salmer, fællessang og bidraget til konfirmandmateriale.
I aften kl. 18.00 inviterer Brabrand Whiskyklub – Maltværket til festaftenen ”Mad med whisky – whisky til mad” på Gasværket. Gourmetkokken Jan Munch Petersen serverer en udsøgt 3-retters menu, og irske Tradish spiller op til dans. Pris 449 kr. for medlemmer og 499 kr. for ikke-medlemmer. Tilmeldingsfristen er overskredet.
Brabrand IF Badminton tilbyder fra næste weekend igen miniton for de mindste børn. Afdelingen havde egentlig meldt ud at miniton-sæsonen ville starte i dag, lørdag. Men det har været nødvendigt at udskyde starten til næste lørdag, d. 21. september, kl. 12:00 i hal 2. “Vi undskylder mange gange den forvirring det har skabt i forhold til start dato.
Vi glæder os meget til at se en masse i hallen,” skriver afdelingen på Facebook.