På torsdag d. 15. januar er der igen lokalhistorisk aften på Gasværket, der står bag arrangementet sammen med Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv. Du kan i år blandt andet høre om den store betydning, arkitekt Knud Friis har haft for udformningen af Brabrand. Jens Hedegaard fortæller om nogle af de mange byggerier, Knud Friis har været involveret i. Desuden kan du høre om City Vests storhed og fald fra 1972 til 2025. Endelig kan du også høre om Jaka-fabrikkens historie fra åbningen i 1954 til i dag, hvor fabrikken formentlig snart rives ned. Entre: Kr. 50 inkl. kaffe og kage. Billetsalg ved indgangen. MobilePay eller kontanter. Dørene åbner kl. 18.30.
Lørdag kl. 10-13 er der igen naturdag på naturcenter Sølyst, Louisevej 100. “Denne gang vil der være et sjovt aktivitetsløb rundt på området for hele familien. Efter en tur rundt på arealet med masser af aktiviteter, kan du varme dig ved bålet – her laver vi popcorn,” skriver arrangøren, Smag på Aarhus. Du kan som altid sige hej til dyrene – på Sølyst bor der nemlig både geder, får, høns og kaniner. Eller gå på opdagelse i krible-krable-land, hvor du kan udforske kvashegnet for små insekter. Læs om arrangementet her.
BogSpiloppen samler i januar og februar måned børnebøger ind, som de kan bruge i deres arbejde med højtlæsning i de århusianske dagtilbud. Har du nogle børnebøger til mindre børn, som du ikke længere bruger, så kan du aflevere dem i kisten her, der står på Gellerup Bibliotek. Du kan læse om BogSpiloppen her.
Kunstplatformen Sigrids Stue inviterer internationale kunstnere, som arbejder med byrum, haver, jord og levet liv til at søge om at bidrage til Sigrids Stues projekt AIR Gellerup 2026. “Vi leder efter kunstnere, som er interesseret i et langsigtet samarbejde med Sigrids Stue. Vi inviterer kunstnerne til at indgå i samtaler, undersøgelse, produktion og til at deltage i Sigrids Stues arbejde i lokalområdet,” skriver kunstplatformen i opslaget her.
Er du 13-16 år, og bor du i Gellerup-området – og vil du have et fritidsjob, hvor du tjener dine egne penge? Så send en ansøgning til jobbet som Junior Ranger og bliv en del af et sjovt team! Sådan skriver Det Boligsociale Hus, som er i fuld gang med at samle et nyt hold af Junior Rangers, som laver aktiviteter og naturformidling i det fri. Timelønnen er 65 kr. i timen, og der er ansøgningsfrist d. 29. oktober.
