I eftermiddag og aften kl. 16-20 inviterer Skovgårdsparken til sommerfest ved Karensvej 11. Der er musik, scenesjov, dans, hoppeborge, konkurrencer, mad og drikke. “Kom glad og tag en ven med”, lyder opfordringen fra arrangørerne.
Æblehaven ved Brabrand Sø har nu også fået cider på programmet. I dag kan du fra kl. 16:30 til 18:30 købe et glas lokal produceret æblecider samt møde Mikkel, en af de to skabere af Æblefald, som blandt andet vil fortælle om den spændende cider-produktion. “Vi ses i Æblehaven til fredagshygge og cider,” lyder det fra caféen på Instagram.
Brabrand IF Petanque har holdt klubmesterskab i double-mix på banerne bag Brabrandhallen, og her havde 9 hold fundet vej imellem regndråberne fra morgenstunden. I løbet af dagen, som solen kom mere og mere frem, spillede Brabrands spillelystne medlemmer sig igennem puljespil, videre til semifinalerne og finalen. Årets klubmestre 2025 blev de regerende mestre fra 2024, Betina Carstensen og Kim Frost.
Når Kløverskolen på mandag åbner, er det planen, at der hver dag, fra tirsdag, vil være en såkaldt “gåbus” fra Bispehaven til den nye skole. Der er afgang hver morgen kl. 7 fra Bispehavens fælleshus. Det går hjemad igen, når 0. klassernes skoledag er slut. Glenn Jensen fra Børn og Unges PPR står for gåbussen.
I dag kl. 16-19 byder Aarhus Klatreklub i Sports- og Kulturcampus på Åben Klatring. Alle uanset alder kan for 80 kr. prøve klatring. Lån af sko og seler er inkluderet i prisen. Tilmelding via klubbens hjemmeside.
I dag fra kl. 17.00 byder fodboldklubben ACFC på fællesspisning og hygge med Get2Falafel. Tag vennerne med til en afslappet og smagfuld aften med lækre falafler, forfriskende drikkevarer og masser af hygge foran klubhuset for enden af Gellerupbadet. Alle er velkomne.
I den kommende tid, fra lørdag d. 10. august til d. 21. august, er Veteranhjem Aarhus vært for en kunstnerworkshop i samlingshuset Laden, hvor blandt andre Mads Kjær og Jon Gislason deltager. “Kom gerne forbi og se kunstnerne i “aktion”. Vi har altid kaffe på kanden,” skriver veteranhjemmet. Der er åbent hver dag ca. kl 10 -17. Der er kunstudstilling d. 22 august kl. 12-17.
En opmærksom borger ringede torsdag kl. 20.18 til politiet, da han så en mand sidde og suge lattergas i en bil, der holdt på Jernaldervej i Aarhus V. Da en patrulje kort efter kom frem, blev de mødt af samme syn, og den 25-årige mand, som sad i bilen, blev anholdt og sigtet for besiddelse af lattergas. I bilen fandt betjentene en del uåbnede kasser med lattergas i samt nogle poser med balloner og studs, som bruges, når man vil inhalere gassen. Derudover havde den 25-årige nogle tusinde kroner i kontanter på sig. På den baggrund blev han også sigtet for forsøg på salg af lattergas.



